Use LEFT and RIGHT arrow keys to navigate between flashcards;
Use UP and DOWN arrow keys to flip the card;
H to show hint;
A reads text to speech;
72 Cards in this Set
- Front
- Back
|
Beskriv elementerne i det perifere nervesystem |
Sensorisk (afferent) - aktionspotentialer fra receptorer til CNS.
Motorisk (efferant) - aktionspotentialer fra CNS til effektororganer. Det motoriske kan yderligere inddeles i somatisk og autonomt nervesystem:
- Somatisk går fra CNS til skeletmuskulaturen, og er viljestyret. - Autonomt (viscerale) går fra CNS til glat muskulatur, hjertemuskulatur samt visse kirtler. Det autonome kan ydermere opdeles i det sympatiske, det parasympatiske og det enteriske nervesystem: - Det parasympatiske regulerer hvile el. fordøjelsesfunktioner (rest and digest) - Det sympatiske forbereder kroppen på fysisk aktivitet (fight or flight) - Det enteriske består af plexuser i fordøjelseskanalens væg. Regulerer fordøjelsen. |
|
|
Angiv overordnede karakteristiske forskelle på det autonome (viscerale) og det somatiske nervesystem. |
Målorganer Somatisk: Skeletmuskulatur Autonomt: Glat muskulatur, hjertemuskulatur og kirtler Viljestyret? Somatisk: Ja Autonomt: Nej Antal nerveceller Somatisk: En nervecelle forbinder musklen med CNS Autonomt: To nerveceller med en synapse forbinder kirtlen eller musklen med CNS (præganglionisk og postganglionisk nervecelle) Lokalisering af nervecellelegemer Somatisk: Nervecellelegemet befinder sig i den grå substans i det ventrale horn i medulla spinalis el. i kranienerverne. Autonomt: Det præganglioniske cellelegeme findes i det laterale horn i medulla spinalis el. i kranienerverne. Det postganglioniske cellelegeme findes i de autonome ganglier uden for CNS. Myelinisering Somatisk: Myeliniseret Autonomt: Den præganglionære axon er myeliniseret, den postganglionære axon er ikke. Neurotransmitterstof Somatisk: Acethylcolin Autonomt: Præganglionære udskiller acethylcolin, postganglionære udskiller enten acetylcholin (parasympatisk) el. noradrenalin (sympatisk) Respons til stimulus Somatisk: Stimulerer altid musklen Autonomt: Hæmmer eller stimulerer målorganet Funktion Somatisk: Styrer bevægelse Autonomt: Styrer kroppens indre miljø samt reaktion på stress-situationer |
|
|
Definér grå og hvis substans og redegør for deres opbygning. |
Grå substans: Består af nervecellelegemer og dendritter, samt ikke-myelinerede axoner i CNS. Findes i hjernebarken (cortex), de dybeste dele af hjernen samt i midten af medulla spinalis. Hvid substans: består af myelinerede axoner i CNS. Det er hvidt pga. højt fedtindhold. Findes undet cortex og omgiver den grå substans i medulla spinalis. |
|
|
Redegør for nervecellers opbygning og funktion, herunder betydningen af de cellulære elementer. |
En nervecelle består af dendritter, axoner og et nervecellelegeme. Nervecellelegemet (soma): Opbygning - relativt stor, centralt placeret kerne. omfattende og groft endoplasmatisk reticulum og golgiapparat. Funktion - Proteinsyntese Dendritter: Opbygning - Korte cytoplasmatiske udløbere af nervecellelegemet, som ofte er vidt forgrenede. Funktion - "input-delen", når dendritter stimuleres, genereres en elektrisk strøm, der transmitteres til soma. Axoner: Opbygning - Lang udløber af nervecellelegemet. Dér hvor axonet sidder fast på soma, kaldes for axon hillock, starten af axonet kaldes for initialsegmentet. Disse to kaldes tilsammen for trigger zone, fordi det er her, aktionspotentialer genereres, og der er derfor mange Na+-kanaler her. Axoner kan være fra få mm til en hel meter lange. Diameteren er konstant. Enden af axonet forgrener sig til de præsynaptiske terminaler, hvor der findes vesikler med neurotransmitterstof. Axonernes cytoplasma hedder axoplasma og cellemembranen heller axolemma. Nogle axoner har myelinskeder bestående af enten schwann-celler (PNS) eller oligodendrocytter (CNS). Funktion - sende aktionspotentialer fra trigger-zone til den præsynaptiske terminal. Transportere stoffer. |
|
|
Angive neuronklassifikation på basis af struktur. |
Nervecellerne inddeles i tre hovedgrupper på basis af struktur: Multipolære: mange dendritter, én axon. Bipolære: én dendrit, én axon Unipolære: Ingen dendritter, men én axon der forgrener sig og fungerer som begge. |
|
|
Angive neuronklassifikation på basis af funktion. |
Neuroner inddeles i tre hovedgrupper på basis af funktion: Sensoriske (afferente): Transporterer aktionspotentialer fra sansereceptorer til CNS. Cellelegemerne ligger i spinalganglierne Motoriske (efferente): Transporterer aktionspotentialer fra CNS til effektororganernes kirtler og muskelceller. Cellelegemerne ligger i den grå substans i medulla spinalis. Interneuroner: Transporterer aktionspotentialer mellem neuroner inden for CNS |
|
|
Beskriv nervesystemets støtteceller (gliaceller) |
Gliacellernes overordnede funktion er at beskytte neuronerne. Der findes 10 gange så mange gliaceller som neuroner. Gliaceller i CNS: Astrocytter - Stjerneformede, med til at sikre dannelsen af blod-hjerne barrieren. Danner ydermere støttende netværk om blodkar og neuroner. Ependymalceller - Dækker indersiden af hjernens ventrikler samt den centrale kanal i medulla spinalis. Udskiller cerebrospinalvæske. Har ofte cilier til at hjælpe med bevægelsen af cerebrospinalvæske. Mikroglia - CNS's makrofager Oligodendrocytter - Har cytoplasmiske udløbere, der vikler sig om axonerne. Når en oligodendrocyt har viklet sig mange gange om et axon, dannes der en myelinskede. Én oligodendrocyt vikler sig om flere axoner. Gliaceller i PNS: Schwann'ske celler - Vikler sig om axoner i PNS. Èn schwansk celle vikler sig kun om én axon. Satellitceller - Omgiver soma i ganglier, giver støtte og næring til neuronerne. |
|
|
Beskriv hvilemembranspotentialet. |
Hvilemembranspotentialet er den spændingsforskel mellem den umiddelbare yderside og den umiddelbare inderside af en celle, når den ikke er stimuleret. Cellens inderside er negativt ladet, ydersiden er positivt ladet. Membran potentialet i nerve- og muskelceller er ca. -90 - -70mV |
|
|
Beskriv etableringen af hvilemembranspotentialet, herunder betydningen af K+, Na+, Ca2+ og Cl- samt Na+-K+-pumpen. |
Hvilemembranpotentialet er et resultat af hhv. cellemembranens permeabilitetsegenskaber i ustimuleret tilstand og forskellige i ionkoncentrationer mellem ekstra- og intracellulær væske. K+: I ustimuleret tilstand er cellemembranen relativt permeabel over for K+. Koncentrationen af K+ er ligeledes større inden i cellen end udenpå. Resultatet heraf er, at K+ diffunderer ud af cellen, men samtidigt trækkes tilbage i cellen grundet cellevæskens negative ladning. Hvilemembranpotentialet opstår, når der er ligevægt mellem K+'s diffundering ud af cellen grundet iongradienten og tiltrækningskraften fra cellens negative ladning. Na+, Ca2+ og Cl-: Disse har også en lille betydning for hvilemembranspotentialet, dog ikke i så høj grad som K+. Koncentrationen af CA2+ og Na+ er størst udenfor cellen, men cellemembranen er ikke særligt permeabel for disse ioner. Koncentrationen af Cl- er også større udenfor cellen, cellemembranen er relativt permeabel over for Cl-, men da cellen er negativt ladet, bliver de afstødt. Na+-K+-Pumpen: For hver ATP transporterer pumpen 3 Na+ ioner ud, men kun 2 K+ ioner ind i cellen, dermed bliver indersiden mere negativ. Uden natrium-kalium-pumpen ville koncentrationsforskellen af natrium- og kalium-ioner over cellemembranens inderside og yderside efterhånden forsvinde. |
|
|
Redegør kort for forskellige typer af membrankanaler |
Kanalerne består af proteinmolekyler i cellemembranen. Lækageionkanaler: Er altid åbne, lækagekanalerne er ansvarlige for cellemembranens permeabilitet, når cellen er i hvile. Kanalerne er specifikke for bestemte ioner. Portstyrede ionkanaler: Spændingsstyrede ionkanaler - Åbner som følge af ændringer i spændingsforskellen. Ligandstyrede/receptorstyrede ionkanaler - Åbner sig når en ligand (stof eller ion) binder sig til en receptor i cellemembranen Andre portstyrede ionkanaler - f.eks. temperaturstyrede. |
|
|
Redegør for aktionspotentialets generering |
Et aktionspotentiale genereres, hvis et lokalt potentiale når tærskelværdien (kun ved depolarisering). Lokale potentialer: Et lokalt potentiale er en ændring af hvilemembranpotentialer, der kun forekommer på et lille område. Det kan skyldes ligander, der binder sig til deres receptorer; ændring af spændingsforskel over plasmamembranen; mekanisk stimulering; temperaturforandringer og ændring i membranpermeabilitet. Disse kan både være depolariserende og hyperpolariserende, altså hhv. mindre og mere negativt ladende. Aktionspotentialets faser: - Depolariseringsfasen [Influx af Na+]: Ved tærskelværdien åbnes Na+-ionkanaler, Na+ diffunderer ud, hvilket medvirker en depolarisering. Depolariseringen påvirker yderligere Na+-kanaler (positiv feedback). Spændingsstyrede K+-kanaler åbner sig samtidigt med Na+-kanalerne, dog langsommere, så effluxen af K+ er langsommere end influxen af Na+. - Repolarisering [Efflux af K+]: Inaktiveringsporten for Na+ lukkes, så permeabiliteten for Na+ falder. K+-kanalerne er nu helt åbne, dermed strømmer K+ ud af cellen -> Repolarisering - Efterpotentiale [Ekstra efflux af K+]: Kortvarig hyperpolarisering der skyldes, at flere K+-ioner når at diffundere ud, end nødvendigt. Aktiveringsporten for Na+ lukker sig og inaktiveringsporten åbner sig, dermed genoprettes hvilepotentialet. OBS: Dette gælder kun for skeletmuskulatur og neuroner. |
|
|
Redegør for aktionspotentialets propagering, samt betydningen af myelinisering. |
Aktionspotentialer propageres lang cellemembranen, da et lokalt aktionspotentiale udløser aktionspotentiale på en nærliggende del af cellemembranen. Propagering varierer alt efter om der er tale om myeliniserede axoner. Ikke-myeliniserede axoner: Det næste aktionspotentiale udløses ved siden af det første. Myeliniserede axoner: Aktionspotentialet springer mellem de ranvier'ske knuder, da myeliniseringen skaber en isolation mellem knuderne. Faktorer med betydning for hastigheden: - Myelinisering er hurtigst - Jo tykkere myelinisering des hurtigere propagering - Jo tykkere axon, des hurtigere propagering. |
|
|
Redegør for aktionspotentialets elektrofysiologiske karakteristika (Alt-eller-intet-princippet samt refraktærperioden) |
Alt-eller-intet-princippet: Hvis det lokale potentiale når tærskelværdien har aktionet altid samme styrke og varighed, uanset det lokale potentiales styrke ("alt"). Hvis det lokale potentiale ikke opnår tærskelværdien, udløses aktionspotentialet ikke ("intet"). Refraktærperioden: Den absolutte refraktærperiode - perioden umiddelbart efter aktionspotentialets start, hvor der ikke kan udløses nyt aktionspotentiale. Dette forhindrer aktionspotentialet i at løbe den forkerte vej. Den relative refraktærperiode - kommer efter den absolutte, her kan der ved en stærk nok stimulus udløses aktionspotentiale. |
|
|
Beskriv forskellen mellem kemiske og elektriske synapser. |
Elektriske synapser: I elektriske synapser er der gap junctions, hvilket giver høj hastighed af ledningen af aktionspotentiale. Elektriske synapser er vigtige i hjertemuskulatur og mange typer af glat muskulatur. Kemiske synapser: Består af den præsynaptiske terminal, den synaptiske kløft og den postsynaptiske membran. Overførsel af aktionspotentiale sker dermed vha. transmitterstoffer. |
|
|
Beskriv kemiske synapsers funktion. |
Når aktionspotentialet når den præsynaptiske terminal, stimuleres spændingsregulerede ionkanaler for Ca2+, så Ca2+ diffunderer ind i cellen. Vesiklerne i den præsynaptiske terminal frigiver herefter ved exocytose deres neurotransmittorstoffer ud i den synaptiske kløft. Neurotransmitterstofferne diffunderer over kløften og binder sig til receptorer på den postsynaptiske membran, hvilket stimulerer ionkanalerne til at åbne sig. Afhængigt af hvilken ionkanal transmittorstofferne binder sig til, kan der opstå enten hyper- (K+ eller Cl- kanaler) eller depolarisering (Na+ kanaler). Hyperpolariserende neuroner kaldes for inhibitoriske neuroner. Depolariserende neuroner kaldes for excitatoriske neuroner. Neurotransmitterstofferne kan fjernes ved: enzymnedbrydning; genoptagelse i den præsynaptiske terminal ved aktiv transport; stofferne diffunderer væk fra kløften. |
|
|
Beskriv hvordan at sygdom kan påvirke de kemiske synapsers funktion. |
Mangel på transmitterstof: parkinsons (dopaminmangel) Manglende frigørelse af transmitterstof: Botulisme (pølseforgiftning) ved giftstoffet botulinumtoxin hindrer frigørelsen af acethylcholin. Medfører lammelser i skeletmuskulatur. Blokering af postsynaptiske receptorer: Slangegiften alfa-bungarotoxin, binder acethylcholin til den postsynaptiske membran, den receptorstyrede ionkanal blokeres derved. Medfører lammelser i skeletmuskulatur. Ødelæggelse af postsynaptiske receptorer: Mystenia gravis - autoimmun sygdom, hvor acethylcholinreceptorerne ødelægges. |
|
|
Beskriv hvordan medicinsk behandling kan påvirke synapsernes funktion. |
Medikamenter der binder sig til receptoren: Agonister - har samme virkning som det naturlige transmitterstof f.eks. dopaminerstatning mod parkinsons. Antagonister - Blokerer de naturlige transmitterstoffer f.eks. beta-blokkere mod hypertension som hæmmer den sympatiske påvirkning af hjertet og dermed nedsætter kontraktilitet og frekvens. Blokere genoptag af neurotransmitterstoffer: f.eks. SSRI, som blokerer for genoptag af serotonin. Forhindre nedbrydning af neurotransmitterstoffer: f.eks. monoaminooxidase-B-hæmmere, der hæmmer nedbrydningen af dopamin (mod parkinsons) Fremme/forhindre syntese af neurotransmitterstoffer |
|
|
Beskriv lokale potentialer. |
De postsynaptiske potentialer er lokale potentialer dvs. de kan gradueres i styrke, modsat aktionspotentialer som er alt-eller-intet. De aftager i styrke når de spredes over membranen. Effekten af flere lokale potentialer kan summeres. |
|
|
Beskriv kort rumlig og temporal summation |
I CNS og i mange celler i PNS er det nødvendigt med flere excitatoriske signaler fra den præsynaptiske enheder for at udløse et aktionspotentiale i den postsynaptiske enhed. Dette kan løses på 2 måder (husk at lokale potentialer kan summeres). Rumlig summering: Flere aktionspotentialer i forskellige præsynaptiske terminaler udsender samtidigt et lokalt potentiale i flere dendritter i den postsynaptiske celle. Temporal summation: Flere aktionspotentialer fra den samme præsynaptiske terminal udløses kort efter hinanden til den samme postsynaptiske terminal Ofte sker en kombination af rumlig og temporal summation |
|
|
Angiv de vigtigste neurotransmitterer. |
1. Acethylcholin, hyppigste transmitterstof. 2. Monoaminer - Noradrenalin - Dopamin - Histamin - Serotonin 3. Aminosyrer - GABA - Glycin - Glutamat 4. Nitric acid 5. Neuropeptider - Endorphiner - Enkehaliner - Substance P |
|
|
Beskriv konvergente, divergente og oscillerende kredsløb (neurale kredsløb). |
Konvergente: Mange præsynaptiske neuroner danner synapser med én eller få postsynaptiske neuroner. Dermed bliver det muligt for forskellige dele af nervesystemet af stimulere den samme neuron. Divergente: èn eller få præsynaptiske neuroner danner synapser med mange postsynaptiske neuroner. Dermed kan én del af nervesystemet påvirke mere end én anden del af nervesystemet. Oscillerende: Nervecellerne er arrangeret cirkulært. Dermed kan aktionspotentiale dannet i én celle påvirke de andre celler mere end én gang (positiv feedback). Dette virker til synapserne er udtrættede eller bliver inhiberet. |
|
|
Angiv antallet af spinalnerver og funktionen og lokalisationen af nerveplekser. |
Der findes 31 par spinalnerver. Nerveplekser er stærkt forgrenede netværk af nerver. Der findes 5 nerveplekser placeret i armen, halsen, lumbalt, saccralt og coccygealt. De gør det muligt for aktionspotentialer fra forskellige steder i ryggen, at fordele sig til forskellige steder i kroppen. |
|
|
Angiv antallet at kranienerver |
12 par. |
|
|
Redegør for medulla spinalis' anatomi
|
- Cylindrisk streng af nervevæv - Ligger i hvirvelkanalen i columna forbundet øverst med medulla oblongata og strækker sig ned til L2. - Fra medulla spinalis udgør nerverødder, der løber sammen til de 31 spinalnerve par. Disse forlader columna via mellemrum mellem hvirvelbuerne. - Medulla spinalis er inddelt i rygmarvssegmenter (cervicale, thoracale, lumbale og saccrale) - Medulla spinalis ligger badet i cerebrospinalvæske og indpakket i rygmarvshinder. - 45cm lang hos voksne - Diameteren svarer ca. til en lillefinger. |
|
|
Redegør for medulla spinalis' funktion |
-Fungerer som hovedkommunikation mellem hjernen og PNS. -Producerer respons gennem refleksmekanismer (vigtig koblingsstation for mange reflekser) |
|
|
Beskriv alfa- og gammamotorneuroner |
Alfamotorneuroner er de neuroner, der får normale muskelceller til at kontrahere. Gammamotorneuroner sørger derimod for at kontrahere specielle muskelfibre, som har strækreceptorer. |
|
|
Redegør kort for hjernehindernes anatomi og funktion. |
Dura mater: Er den yderste og tykkeste hinde. Er kontinuær med dura mater omkring hjernen. Danner en sæk rundt om rygmarven (thecal sac). Arachnoidea mater: Den mellemste hinde, som er tynd og edderkoppespindsagtig. Hulrummet mellem Dura- og arachnoidea mater kaldes for subduralrummet, og indeholder lidt serøs væske. Pia mater: Inderste hinde, tæt forbundet med hjernens overflade. Mellem pia mater og arachnoideamater er subarachnoidalrummet, der indeholder blodkar og cerebrospinalvæske. |
|
|
Redegør for ventral og dorsalrødder. |
Fra siden af medulla spinalis løber både ventralt (anterior) og dorsalt (posterior) 6-8 rødder. Disse rødder løber gennem arachnoidea mater og dura mater, og samler sig i en spinalnerve. - Sensoriske nervefibre passerer ind i rygmarven via dorsalrødderne. - Motoriske nervefibre forlader rygmarven gennem de ventrale nervefibre. |
|
|
Redegør kort for spinalnervernes opbygning og forløb. |
Spinalnerverne består af 31 nervepar, når den dorsale og ventrale rod forenes, danner den en spinalnerve. Opbygning: består af axoner, schwann'ske celler og bindevæv. Hvert axon med tilhørende schwann'ske celler er omgivet af endoneurium. Axonerne er samlet i bunder (fasikler) af et bindevæslag kaldet perineurium. Fasiklerne er bundet sammen af et bindevævslag kaldet epineurium. Forløb: Når spinalnerverne har forladt columna, deler de sig i en forreste og bagerste gren. De dorsale rami forsynder hud, nakke og ryg, de ventrale forsyner resten af kroppen. |
|
|
Redegør kort for spinalganglier. |
Dorsale spinalnerverødder har en spinalganglie, hvor sensoriske cellelegemer er samlet. |
|
|
Beskriv et tværsnit af medulla spinalis. |
- Den midterste del af medulla spinalis består af gråsubstans med form som en sommerfugl. Denne er omgivet af hvid substans. - Den hvide substans indeholder myeliniserede axoner, meget fedt. Den hvide substans er opdelt i 3 søjler i hver side, der yderligere er opdelt i ascenderende og descenderende nerve tractus'er. - Den grå substans består af nervecellelegemer, dendritter og umyeliniserede axoner. Sommerfuglens vinger kan deles op i forhorn og baghorn. - Midt i medulla spinalis finde to dybe furer: posterior median sulcus og anterior median sulcus. - Midt i sommerfuglen ligger den centrale kanal. |
|
|
Redegør for de fysiologiske forhold ved en frivillig muskelbevægelse. |
1. En frivillig motorisk bevægelse anlægges som regel i den præmotoriske cortex i frontallappen. 2. Der sendes aktionspotentiale til motorisk cortex i frontallappen, hvor en øvre motorneuron aktiveres. 3. Den øvre motorneurons axon descenderer ned gennem medulla spinalis (hvis der er tale om en muskelbevægelse under hovedhøjde). 4. I den grå substans i medulla spinalis danner den øvre motorneuron synapse med en interneuron. 5. Interneuronen danner synapse med en nedre motorisk neuron, der har cellelegeme i det ventrale horn. 6. Den nedre motoriske neuron forlader CNS gennem det ventrale horn ud i det perifære nervesystem, hvor den vil danne synapse med muskelfibren og via den neuromuskulære synapse stimulere kontraktion. 7. Basalganglierne og cerebellum hjælper cortex med at koordinere bevægelserne. |
|
|
Definér en refleks. |
En automatisk, dvs. uden voluntær kontrol, respons på en stimulus, udløst af en refleksbue. En refleksbue består af: - En sansereceptor - En sensorisk neuron - Evt. en interneuron - En motorisk neuron - Et effektor organ (muskel el. kirtel) Der skelnes mellem somatiske reflekser, hvis funktion er at holde kroppen væk fra farlige stimuli. Og autonome reflekser, hvis funktion er at opretholde homeostasen. Nogle reflekser er simple ned kun én eller ingen interneuroner, andre er komplekse. |
|
|
Redegør for en strækrefleks. |
Bevirker at en muskel der er strukket per refleks vil kontrahere. Bruges bl.a. for at holde sig oprejst. Forløb af refleksen: 1. Muskeltenen (specialiseret sanseorgan) registrerer at musklen bliver strukket. 2. Sensoriske nerveceller sender signal til medulla spinalis. 3. Her danner sensoriske nerveceller synapse med alphamotorneuroner. 4. Alphamotorneuroner sender aktionspotentiale til musklen. 5. Musklen kontraherer. 6. (De sensoriske nerveceller fra muskeltenen dannerogså synapse med ascenderende neuroner i medulla spinalis, som sender beskedtil hjernen om, at en muskel er blevet strukket). Strækrefleksen understøttes af reciprok innervation der gør at den reciprokke muskel afslappes, så den ikke stopper for reflekskontraktionen. |
|
|
Redegør for en flexorrefleks. |
Fjerner en kropsdel af en smertefuld stimulus før smerten opfattes af personen. Refleksens forløb: 1. Smertereceptorer modtager stimulus. 2. Sensoriske nerveceller sender signal til medulla spinalis. 3. Her danner de sensoriske nerveceller synapse med interneuroner. 4. Interneuroner danner synapse med alphamotorneuroner. 5. Alphamotorneuroner sender aktionspotentiale til muskel. 6. Muskler kontraherer så legemet fjernes fra stimuli 7. (Desensoriske nerveceller danner også synapse med ascenderende neuroner i medullaspinalis, som sender besked til hjernen om den smertefulde stimulus). Flexorrefleks understøttes af reciprok innervation og krydsekstensions-refleksen som bevirker f.eks. at man, hvis man flytter det ene ben pr. refleks strækker det andet, så man ikke falder. |
|
|
Angiv hjernens hovedbestandele. |
Hjernen består af: - Storehjernen (cerebrum) - Lillehjernen (cerebellum) - Mellemhjernen (diancephalon) - Hjernestammen, som er en samlebetegnelse for: Den forlængede marv (medulla oblangata), hjernebroen (pons) og midhjernen (mesencephalon) |
|
|
Angiv anatomiske kendetegn samt funktionen af hjernestammen |
Medulla oblangata: nederste del af hjernestammen, som sidder i forlængelse af medulla spinalis. Sidder inferiort for pons. Indeholder pyramiderne, hvor pyramidebannerne går igennem. To ovale strukturer af nuclei. Funktionen af medulla oblangata er som center for vigtige reflekser, herunder hjerterytme, blodkardiameter, vejrtrækning, synkning, opkastning mm. Descenderende og ascenderende nervetractusser går gennem medulla oblangata, hvor flere af dem krydser over i modsat side. Pons: lokaliseret superiort for medulla oblangata og inferiort for mesencephalon, anteriort for cerebellum. Indeholder descenderende og ascenderende tractusser samt nuclei. Funktionen er at forbinde lille- og storehjernen. Indeholder ydermere et søvncenter og vejtrækningscenter, der samarbejder med medulla oblangata. Mesencephalon: Lokaliseret superiort for pons og inferiort for mellemhjernen. Indeholder nuclei, loftet består af 4 nuclei. Funktionen er hørelse og visuelle reflekser samt regulation af refleksbevægelser på forskellige stimuli. Retikulærsubstansen: netværk af nervecellelegemer der ligger spredt i hele hjernestammen. Regulerer overgangen mellem søvn og bevidsthed. Visuelle eller akustisk stimuli af det retikulære aktiveringssystem opretholder vågenhed. Hvis ingen stimuli fører det til døsighed og søvn. Hvis retikulærsubstansen bliver ufunktionsdygtig ligger patienten i koma. |
|
|
Angiv anatomiske kendetegn samt funktionen af mellemhjernen (diencephalon) |
Ligger superiort for hjernestammen og inferiort for cerebellum. Thalamus: største del af diencephalon (4/5 af dens vægt), består af en masse nuclei og har form som en yo-yo. Spiller en vigtig rolle i sanseindtryk, da sensoriske fibre går fra thalamus til cortex. Influerer ydermere på stærke følelsesindtryk som vrede, da visse af thalamus' nuclei er forbundet med det limbiske system. Subthalamus: Lille område lige under thalamus, som indeholder nuclei og nervetractusser, involveret i kontrol af motoriske bevægelser. Epithalamus: Lille område posteriort og superiort for thalamus. Giver emotionel respons på lugte. Hypothalamus: Nederste del af mellemhjernen, består af nuclei og en række nervetractusser. Er forbundet med neurohypofysen. Udgør forbindelse mellem nervesystemet og det endokrine system (påvirker hypofysen), overordnet kontrolcenter for ANS, temperaturregulering, regulering af væske- og fødeindtag, følelser, seksuel drift. |
|
|
Angiv anatomiske kendetegn samt funktionen af lillehjernen (cerebellum) |
Lokaliseret posteriort for pons, inferiort for cerebrum. Tre nervetractusser forbinder cerebellum med hhv. medula oblangata, mesencephalon og pons. Består yderst af cortex af grå substans, midterst medulla af hvis substans og inderst nuclei af grå substans.
Funktionen er balance, bevægelse og finmotorik. Modtager information fra cerebrum om ønskede bevægelser, samt information fra diverse andre sanseorganer. Gør at forskellen mellem de ønskede og de faktiske bevægelser er så lille som mulig. |
|
|
Angiv anatomiske kendetegn samt funktionen af storehjernen (cerebrum) |
Anatomi: - Udgør 90% af hjernens vægt. (1200g hos kvidner 1400g hos mænd) - Hemisfærer: Består af to næsten adskilte hemisfærer, adskilt af en longitudinel fissur. Disse to er forbundet med axoner i hjernebjælken. - Overfladen af cerebrum er foldet i hjernevindinger (gyri). Furerne mellem gyri kaldes for sulci. - Hver hemisfære er opddelt i 4 lapper: frontallapperne, parietallapperne, occipitallapperne og temporallapperne. - Cortex er det yderste lag af cerebrum og består af grå substans - Cerebrale medullae er det midterste lag, der består af hvid substans. Funktion: - Bevidst oplevelse af sanseindtryk, bevidst styring af legemer. Kognitive funktioner. - Hemisfærerne styrer den modsatte side af kroppen i forhold til deres placering. Den venstre hemisfære står for sprog og matematiske funktioner, den højre står for musikalitet, ansigtsgenkendelse og rumlig perception. - Cortex er opdelt i områder efter deres funktion f.eks. sensorisk cortex, visuelt cortex og olfaktorisk cortex. - Lappernes funktioner: Occipitallapperne - visuelt cortex. Parietallapperne - perception af sanseindtryk (ikke lugt og syn), forståelse og formulering af tale. Frontallapperne - motorisk sprogcenter, olfaktorisk cortex, primær motorisk cortex, præmotorisk cortex, motivation, humør og aggression. Temporrallapperne - hørelse, hukkomelse og abstrakt tænkning. |
|
|
Redegør kort for hjernehindernes anatomi og funktion. |
- Bindevævsstrukturer, der omgiver og beskytter CNS. - Dura mater er den tykkeste, den indgår også i dannelsen af falx cerebri, falx cerebelli og tentorium cerebelli som holder på CNS, så det ikke bevæger sig i forhold til omgivelserne. - Den midterste hinde hedder arachnoidea mater og den inderste hedder pia mater. - Mellem den inderste og mellemste flyder cerebrospinalvæske. |
|
|
Angiv de fire hjerneventrikler. |
- 2 laterale ventrikler lokaliseret i cerebrum, i hver sin hemisfære.
- Den tredje ventrikel lokaliseret i mellemhjernen. - Den fjerde ventrikel lokaliseret nederst i pons og øverst i medulla oblangata. |
|
|
Beskriv cerebrospinalvæskens dannelse, cirkulation og resorption |
CFS's dannelse: produceres i ventriklerne (primært de laterale 80-90%). Produceres i de choroide plekser, der sidder på indersiden af ventriklerne og består af ependymalceller, blodkar og bindevæv. CSF's cirkulation: CSF befinder sig i ventriklerne, subarachnoidalrummet og i medulla spinalis. Det flyder fra de laterale ventrikler til den tredje ventrikel og derfra til den fjerde. Herefter flyder CSF gennem små åbninger ud i subarachnoidalrummet og videre til medulla spinalis. CSF's resorption: fra subarachnoidalrummet bliver CSF via arachnoidtotter suget ind i dura mater, her blandet CSF med veneblodet, der føres videre i det generelle kredsløb CSF's funktion: støddæmper, giver næring. CSF's bestanddele: Minder om serum, men uden de fleste proteiner. |
|
|
Redegør kort for blod-hjernebarrieren og angiv tilstande, hvor den er defekt. |
Blodhjernebarrieren opstår, da endothelcellerne i kapillærerne i hjernen er tæt forbundet via tight junctions. Dette medvirker at stoffer ikke kan bevæge sig mellem cellerne, men skal bevæge sig igennem dem.
Fedtopløselige molekyler kan derfor godt passere barrieren, men vandopløselige skal transporteres ved aktiv transport. Funktion: Beskytter nervevævet mod toksiske stoffer og mikroorganismer, uheldige virkninger af variatoner af blodets sammensætning. Tillader udveksling af affalds- og næringsstoffer. |
|
|
Beskriv lokalisationen af hvid substans i hjernen, definér herunder associations-, kommuisur- og projektionsfibre. |
Hvid substans er i både cerebrum og cerebellum placeret i midten, mellem et lag af grå substans yderst og inderst. Den hvide substans kaldes for den cerebrale medulla.
- Associationsfibre der forbinder cortex med andre dele af cortex - Kommisurfibre der forbinder én hemisfære med en anden - Projektionsfibre der forbinder cerebrum med andre dele af CNS |
|
|
Angiv de forskellige kemiske stoffer, der påvirker centralnervesystemet samt deres funktion |
Stimulanter (stimulerer aktiviteten i CNS): - Kokain, amfitamin mm. hæmmer genoptag af adrenalin og dopamin i den præsynaptiske kløft. - Ecstacy: øger frigivelsen af serotonin - Nikotin og koffein virker også som stimulanter. Depressanter (hæmmer aktiviteten af CNS): - Opiater (opium, morfin, metadon og heroin): Virker som agonister for hjernens naturlige opioder. Lindrer derfor smerter og giver stærk følelse af velvære. Ved gentagent brug nedsætter hjernen sin egen produktion, hvorfor at der opstår ubehag ved ophør (fysisk afhængighed). - Alkohol: Øger mængden af GABA og hæmmer dermed de normale funktioner der kan føre til generthed mm. Hallucinogener: - f.eks. LSD: virker som agonist for serotonin, forårsager hallucinationer. |
|
|
Beskriv hvad man kan se på en EEG |
EEG står for electro-encephalo-gram, den måler hjernens elektriske aktivitet.
På en EEG kan man se: - Søvn EEG-mønsteret varierer under de fire søvnstadier. - Epilepsi EEG kan bruges til at diagnosticere epilepsi, da hjernens aktivitet ændrer sig markant under et epileptisk anfald - Koma På en EEG kan man supression under en koma dvs. ingen aktivitet, for mange deltabølger i forhold til normalt. |
|
|
Beskriv kort de basale gangliers funktion |
Anatomi: De basale ganglier (basale nuclei) er en gruppe af funktionelt relaterede nuclei. Funktion: De basale ganglier er vigtige for at programmere, organisere og koordinere bevægelser. De medvirker til at initiere bevægelser og opretholde muskeltonus, når man er i hvile. |
|
|
Anfør inddelingen af det autonome nervesystem. |
Det autonome nervesystem inddeles på baggrund af struktur og funktion i det sympatiske, det parasympatiske og det enteriske nervesystem. |
|
|
Redegør for anatomi og fysiologi af det sympatiske nervesystem. |
Anatomi: - Lokalisering af de præganglionære sympatiske neuroners cellelegemer ligger i det laterale horn i medulla spinalis i thoracal og lumbalregionen. - De fleste sympatiske ganglier ligger som perler på en snor på hver side af rygsøglen i den sympatiske grænsestreng - Neurotransmitterstof: Præganglionært = acethylcolin. Postganglionært = primært noradrenalin. Fysiologi: - Aktiveres ved fysisk aktivitet og stress - Øger kroppens fysiske ydeevne - Tværforbindelser mellem ganglierne gør at det sympatiske nervesystem påvirker flere målorganer på én gang. - Påvirker bynyremarven, som udsender adrenalin og noradrenalin |
|
|
Redegør for anatomi og fysiologi af det parasympatiske nervesystem. |
Anatomi: - De præganglionære parasympatiske neuroners cellelegemer er placeret i hjernestammen eller i de laterale horn i sacralregionen - De parasympatiske ganglier ligger i målorganernes vægge, eller tæt derpå. - Neurotransmitterstof: acethylcholin Fysiologi: - Høj aktivitet i hvile, stimulerer bl.a. fordøjelsen. - Ingen tværforbindelser mellem ganglier, derfor fungerer det parasympatiske nervesystem, modsat det sympatiske, IKKE som én enhed. |
|
|
Redegør for smagssansen. |
Anatomi: - Tungepapiller: på tungen sidder nogle specialiserede områder kaldet tungepapiller. Der findes 4 forskellige papiller: Vallate, fungiforme, foliate (mest følsomme smagsløg) og filiforme (ingen smagsløg) - Smagsløg: Oval struktur, består af smagsceller, støtteceller og basale celler. Mennesker har ca. 10.000 smagsløg. De fleste sidder på tungen, dog også nogle i mundhulen og svælget. - Smagscellerne: Sensoriske celler. Hver smagscelle ender i microvilli, hvor receptorerne sidder. Fysiologi: 1. Smagsstoffer opløses og diffunderer gennem smagsporerne til receptormolekylerne i smagscellerne. Forskellige smagsstoffer udløser forskellig variation af depolarisering af basalmembranen. 2. Depolarisering medfører udløsning af transmitterstoffer. 3. Neurotransmitterstofferne udløser depolarisering af sensoriske nerveceller. 4. Aktionspotentialet føres til hjernen gennem medulla oblangata, til thalamus og til sidst til cortex. Turn-over og submodaliteter/kvaliteter: - Turn-over: smagscellerne har en levetid på 10 dage. De erstattes efterhånden af basalcellernes deling. - Submodaliteter (smage): salt (lav sensitivitet, alt med Na+ aktiverer depolarisering), sur (høj sensitivitet, aktiveres af H+-ioner), sød (høj sensitivitet på spidsen af tungen, aktiveres af sukker), bitter (bitter = død), umami (aktiveres af aminosyrer). Andre forhold: - Lugtesansen påvirker smagsoplevelsen - Kulde og varme kan påvirke smagsløgenes følsomhed - Konsistens påvirker smagsoplevelsen - adaptation er hurtig for smag. |
|
|
Redegør for lugtesansen. |
Anatomi: - Lugtecellerne ligger i et sanseepithel øverst i næsehulen - Lugtecellerne er sensoriske nerveceller med en dendrit, der løber til overfladen af epithelet. - Dendritterne ender i en opsvulming, der har 10-20 cilier, i ciliernes cellemembraner ligger der kemoreceptormolekyler. Fysiologi: - Lugtmolekyler (odoranter) skal opløses i slimet i epitheloverfladen. Når så at lugtmolekylet binder sig til kemoreceptoren, aktiveres en G-protein-mekanisme. Denne skaber en depolarisering af cellen. - Aktionspotentialet rejser via lugtnervecellens axon til lugtcenteret i kraniet. - Dette er den eneste sans, der ikke sendes gennem thalamus før den når cortex. Turn-over og submodaliteter/kvaliteter: - Turn-over (udskiftning af) for lugtephitelet er ca. 2 måneder - lugtesansen er en følsom sans, der kan opfatte ved selv meget lave koncentrationer. - Mennesker kan skelne imellem mange forskellige lugte (ca. 4.000 forskellige) - Adaptation: efter at have været udsat for en lugt i et stykke tid, er man mindre følsom - Der er et kontinuum af submodaliteter til lugtesansen. |
|
|
Redegør for hørelse. |
Organerne der hører til hørelse er opdelt i 3: Det ydre øre, mellemøret og det indre øre (både hørelse og balance). Funktion: 1. Lydbølger opfanges af øremuslingen, og passerer gennem den ydre øregang til trommehinden, som begynder at vibrere. 2. Svingningerne overføres til hammeren, som overfører dem til armbolten, som overfører dem til stigbøjlen. 3. Fra stigbøjlen overføre bølgerne til det ovale vindue, hvor perilymfen sættes i bevægelse. Da det ovale vindue er 1/20 af trommehindens størrelse bliver svingningerne forstærket markant (ca. 20 gange). 4. Svingningerne i lymfen medfører svingninger i vestibulærmembranen. Svingningerne overføres til endolymfen i den midterste kanal i sneglen. Herved sættes basilarmembranen i bevægelse. 5. Svingninger i basilarmembranen medfører bøjninger i hårcellernes stereocilier, hvilket påvirker mekanoreceptorer i basalmembranen. 6. Aktionspotentialet bliver ført til sneglen, lydindtrykket transporteres til CNS og medulla oblangata. 7. Lydindtrykket bliver sent gennem thalamus til cortex. Frekvens: - Lyd består af lydbølger - Lydfrekvensen = antal svingninger pr. sekund (Hertz). I 20-årsalderen er det hørbare frekvensområde ca. 20-20.000Hz, dette falder med alderen. - Skelnen mellem frekvenser kommer af, at forskellige frekvenser laver bevægelse i forskellige dele af basilarmembranen. Lydtryk/volumen: - Mål for de forandringer i trykket skabt af lydbølgen (funktion af lydbølgernes højde) - 0Db er den laveste hørbare lyd for normale. Lyde over 125Db er smertefulde. |
|
|
Redegør for ligevægtssans |
Tre faktorer har betydning for balance: 1. Syn 2. Proprioception (muskel- og skeletsansen): Giver information om legemsdelenes stilling og bevægelse 3. Balanceorganerne i det indre øre: disse sanseorganer er følsomme over for tyngdekraft og acceleration af hovedet. Det indre øre: Balanceorganerne i det indre øre kan strukturelt og funktionelt deles op i 2: 1. Den statiske labyrint som sidder i forgården i det indre øre, denne er følsom over for hovedets position i forhold til en lodret linje. 2. Den kinetiske labyrint som sidder i buegangene i det indre øre. Denne evaluerer roterende bevægelser af hovedet. Disse 2 strukturer fungerer ved at sensoriske nervefibre sender information til ligevægtscenteret i medulla oblangata, hvor informationen koordineres med de andre balancerelevante indtryk. Herfra løber der nervefibre til fire andre dele af CNS: - Rygmarven: reflekser - Andre steder i medulla oblangata: refleksbetinget styring af øjenmuskler - Cerebellum: justerer kroppens bevægelser - Cortex via thalamus: bevidst oplevelse af kroppens stilling og bevægelser. |
|
|
Redegør for retinas to lag samt fotoreceptorernes funktion. |
Retina består af 2 lag: - Yderst, pigmenteret retina som består af et enkelt lag celler. Dette lag er pigmenteret sort, så lys ikke spredes, dermed øges den visuelle skarphed. - Inderst, sensorisk retina som består af tre lag nerveceller. Yderst ligger fotoreceptorerne, dernæst de bipolære neuroner og inderst et lag med ca. 1 mio. ganglionceller. Fotoreceptorernes funktion: - Der er to hovedtyper af fotoreceptorer i øjet: stave og tapper. Stavene deltager ikke i farvesynet, men er meget følsomme, hvilket gør det muligt at se i svagt lys. Tappene stimuleres kun hvis lysforholdene er gode og er en blanding af blå, grøn og rødt farvesyn. - Der er ca. 120mio stave og 6-7 mio. tappe i hvert øje. - Både stave og tappe består af et indre og et ydre segment, forbundet af en tynd stilk. Det ydre segment indeholder membransække, hvor fotoreceptormolekylerne ligger. - fotoreceptormolekylerne består af proteinet retinal og en opsin-del. Når de eksponeres for lys spaltes de og en kæde af reaktioner udløser et aktionspotentiale i ganglioncellerne. |
|
|
Redegør for transmission af aktionspotentialet til hjernen i forbindelse med synssansen. |
1. Fotoreceptorerne danner synapse med de bipolære neuroner, der danner synapse med ganglioncellerne. 3. Ganglioncellernes axoner samler sig ved den optiske disk og forlader øjet som nervus opticus. 2. Aktionspotentialet fra højre og venstre nervus opticus mødes i synsnervekrydsningen. Her krydser halvdelen af nervefibrerne over til den modsatte side, hvorefter at aktionspotentialerne føres til højre og venstre side af thalamus. 3. I thalamus sendes signalerne videre til det visuelle cortex i occipitallapperne. |
|
|
Forklar funktionen bag farvesyn. |
- Muligt grundet tappene.
- 3 forskellige tappe med hver deres fotopigment, som er følsomt for lys i enten den grønne, røde eller blå bølgelængde. - Hjernen sammenligner derpå impulsfrekvenser fra de forskellige tappe for at danne et indtryk. |
|
|
Forklar funktionen bag centralsyn. |
- Fovea centralis ligger lateralt for øjenæblets bagerste pol. Normalt drejes øjet lidt, så lyset fra det betragtede objekt samles i fovea centralis. - Skarpheden i dette område skyldes en række faktorer: 1. Der er kun tappe samt en meget stor tæthed af fotoreceptorer 2. Der ligger ingen ganglionudløbere hen over fotoreceptorcellerne, hvilket gør at lyset ikke skal rejse gennem så mange cellelag. 3. Hver ganglioncelle modtager kun input fra få tappe. Disse faktorer giver et skarpt og præcist syn i fovea centralis. |
|
|
Forklar det laterale og mediale synsfelt. |
Et øjes synsfelt er det, man kan se med øjet, nårdet andet øje lukkes. Den laterale del af synsfeltet projiceres til den mediale del af retina, hvorimod den mediale del af synsfeltet projiceres til den laterale del af retina. Pga. krydsningenaf synsnervebanerne, bliver det man ser i venstre side af begge øjnes synsfelt,sendt til visuelt cortex i højre hemisfære. Det, man ser i højre side af beggeøjnes synsfelt, sendes til visuelt cortex i venstre hemisfære. |
|
|
Forklar funktionen bag dybdesyn |
Da genstande fremkommer i forskellig vinkel for hvert øje, bliver billederne på de to nethinder forskellige. Dette giver hjernen mulighed for at bedømme afstanden. |
|
|
Beskriv det visuelle systems accessoriske strukturer (dele der ikke er en del af øjet eller nervesystemet). |
Øjenbrynene: forhindrer sved i at løbe ned i øjnene og irritere dem Øjenlåg: Beskytter mod stærkt lys, mekanisk påvirkning og partikler. Blinkrefleks sker hvis noget nærmer sig. Blinkning sker ca. 25 gange i minuttet og lubrikerer ved at sprede tårer. Kanten af øjenlågene indeholder talgkirtler der lubrikerer øjet. Bindehinden: Sidder dels på indersiden af øjenlåget, dækker dels den hvide side af øjet. Tåreapparatet: Består af tårekirtlen og tårekanaler. Produceres i tårekirtlen og føre medialt over øjet til næsehulen. Tårer renser, lubrikerer, hindrer udtørring, beskytter mod frost og indeholder enzymer mod bakterier. Ydre øjenmuskler: Seks ydre øjenmuskler fæstet til sclera og indersiden af øjenhulen. Musklerne bevirker at øjet kan bevæge sig i en H-form. |
|
|
Beskriv øjets anatomiske strukturer. |
Øjenæblet: er kugleformet og ligger i øjenhulen (orbita) har en diameter på 2,5cm. Øjets vægge: Øjet består af tre vægge. - Yderste Det fibrøse lag 1) sclera (senehinden) er en stærk, sej, uigennemsigtig, hvid hinde af kollagent bindevæv. Holder sammen på øjenæblet og er fæstnet til de ydre øjenmuskler. 2) Cornea (hornhinden) ligger hvor sclera går over i en gennemsigtig hinde, foradtil. Denne består af bindevæv indeholdende kollagene, elastiske fibre og glycaner. Cornea har et meget lavt vandindhold og ingen blodkar. Den tillader lys at komme ind i øjet. - Midterste vaskulære lag: 1) Choroidea (årehinden) sidder under sclera. En tynd hinde med mange blodkar og melaninpigment, hvilket gør den sort. 2) Iris (regnbuehinden) begynder hvor choroidea stopper foradtil på øjet. Består af glat muskulatur, der omgiver en åbning, pupilen. Iris regulerer mængden af lys der kommer ind i øjet. Muskulaturen består af 2 muskler: sphincter pupillae (indsnævrer pupillen) og dilator pupillae (udvider). 3) Ciliarlegemet ligger mellem choroidea og iris. Denne indeholder glatte muskelceller, der hjælper øjenlinsen med at fokusere (linsen er ophængt i ciliarlegemet) Inderst: retina: - Retina dækker det inderste af øjenæblet i 2 lag: den ydre pigmenterede retina og den indre sensoriske retina. - Indeholder ca. 127mio. fotoreceptorer - Den gule plet (macula luteau) sidder midt på nethinden og indeholder mange tappe og få stave. - Fovea centralis lille fordybning i macula luteau, som kun indeholder tappe (giver skarpt syn) - Den optiske disk: her løber blodårer og nerveceller ud og ind af øjet. Indeholder ikke fotoreceptorer. Linsen: Oval bikonveks struktur, glasklar og elastisk. Ophængt i ciliarlegemet. Linsens celler har ikke nuclei, men indeholder bestemte proteiner kaldet krystalliner Øjets kamre: - Anterior og posterior kammer: indeholder kammervæske produceret via filtration af plasma i kapillærerne i ciliarlegemet. Opretholder trykket i øjet og øjets form. Giver næring til cellerne. - Det vitrøse kammer: større end de to andre kamre, indeholder glaslegemet, som er en gennemsigtig geléagtig substans. Opretholder tryk og refrakterer lys. |
|
|
Beskriv den anatomiske struktur af det ydre øre |
- Består af øremuslingen, den ydre øregang og trommehinden - Yderst sidder øremuslingen der består af elastisk brusk og hud. - Øregangen er dækket af hår og cerumen (ørevoksproducerende kirtler) - Trommehinden er en tynd, semitranperant trelags membran. |
|
|
Beskriv den anatomiske struktur af mellem øret |
- Mellemøret består af et luftyldt hulrum, trommehylen og tindingebenet. - Trommehulen er forbundet med svælget gennem en kanal (fungere som trykudligner) - Mellemøret består af tre små høreknogler: hammeren, armbolten og stigbøjlen. Hammerens håndtag er hæftet på trommehinden. Stigbøjlen ligger op ad det ovale vindue. |
|
|
Beskriv den anatomiske struktur af det indre øre |
- Består af sneglehuset, forgården og de tre buegange.
- Det ovale vindue og det runde vindue er to åbninger mod mellemøret. - Sneglehuset består af tre parallelle, væskefyldte kanaler - Hårcellerne i sneglehuskanalen er stærkt specialiserede og danner synapse med sensoriske nerveceller. De danner tilsammen spiralorganet. - Stereocilia (sansehår) er udvækster fra hårcellerne, som vender ud mod væsken. Disse sidder sammen i bundter og ender i såkaldte "tip links". Når sansehårene bøjes, strækkes en "fjeder" som er forbundet til en portstyret K+-ionkanal, dermed skabes aktionspotentiale. - De sensoriske nervefibre fra ørene danner den 8. kranienerve. - Der findes 3 membraner i der indre øre: vestibularmembranen, tectorialmembranen og basilarmembranen. |
|
|
Redegør kort for forløbet af pyramidebanerne |
Efferent nervebane: motorisk nervetractus. Propagerer aktionspotentialer fra CNS til PNS Funktion: Bevidst motorkontrol af bevægelse under hovedregionen. Forløb: 2 neuroner (+ interneuron) 1. Øvre motorneuroner med nervecellelegeme i præmotorisk eller primærmotorisk cortex, descenderer gennem hjernestammen via pyramiderne i medulla oblangata. 2. Cross-over sker da 75-85% af neuronerne kryder over til modsatte side i medulla oblangata. Disse fortsætter med at descendere via tractus corticospinalis lateralis (bagtil) og forsyner alle niveauer i kroppen. De sidste 15-25% descenderer via tractus corticospinalis anterior (foran) og krydser først, ved det niveau, hvor de danner synapse med det nedre motorneuron. Disse forsyner nakke og øvre ekstremiteter. 3. De øvre motorneuroner danner synapse med interneuroner i "sommerfuglen" i medulla spinalis. 4. De nedre motorneuroner danner synapse med interneuronerne i forhornene i den grå substans. Deres axoner forstsætter til målorganet. |
|
|
Redegør kort for forløbet af bagstrengs-lemniscus-medialis systemet. |
Afferent: sensorisk nervebane, der proprigerer signaler fra PNS til CNS. Signaltype: muskel og skelet. To-punkts-diskrimination. Tryk. Vibrationer. Forløb: 3 neuroner 1. Første nervecelle med sansereceptorer i hud og led har nervecellelegeme i spinalganglie og er forbundet gennem den dorsale rod i medulla spinalis. 2. Ascenderende signal når andet nervecellelegeme i medulla oblangata, hvor det krydser til modsatte hjernehalvdel og fortsætter til thalamus. 3. Tredje nervecellelegeme i thalamus går til somatisk sensorisk cortex. |
|
|
Redegør kort for forløbet af tractus spino-thalamicus anterolateralis. |
Afferent: Sensorisk nervebane, der proprigerer signaler fra PNS til CNS. Signaltype: Smerte, temperatur, tryk, kilden, kløe. Forløb: 3 neuroner. 1. Første nervecelle med sansereceptorer i huden og nervecellelegeme i spinalganglie går via den dorsale rod i medulla spinalis til synapse med interneuron. 2. Interneuronen synapser med anden nervecellelegeme i baghornet i medulla spinalis. Anden nervecelle krydser til modsatte side og går til thalamus. 3. I thalamus bliver signalet forbundet med tredje nervecellelegeme som sender signalet til sensoriske cortex. |
|
|
Redegør for følesansen (eksklusiv smertesansen). |
Følesansen omfatter: tryk- & berøringssansen, smertesansen, temperatursansen og muskel & skeletsansen. Tryk- & berøringssansen (taktilsansen): - Taktile sanseceller opfatter forskellige former for tryk og berøring. - Tætheden af taktile celler varierer hen over kroppen. - Det somatisk- sensoriske cortex er fordelt i et topografisk kort over kroppen, hvor de områder med mange taktile celler fylder mere. Temperatursansen: - Knyttet til 3 typer af sensoriske nervefibre med frie nerveender lige under overhuden: Kuldefibre, varmefibre og smertefibre. - Under 15 grader: smertefibre stimuleres. - 15-25 grader: kuldefibre stimuleres - 25-35 grader: både kulde- og varmefibre stimuleres. - 35-47 grader: varmefibre stimuleres - Over 47 grader: smertefibre og kuldefibre stimuleres. Muskel- & skeletsansen: - Giver information om legemsdelenes position. - Receptorer i led og muskler. - I senerne sidder strækfølsomme nerveender: golgi tendon organs - Strækfølsomme organer, muskelspolerne, giver information om musklernes længde og længdeforandringens hastighed. - Proprioreceptorer i leddene giver information om leddenes position. |
|
|
Beskriv smertesansen og giv eksempler på smertetilstande. |
Smertesansens funktion: - Smertesansens stimuli, er stimuli der ødelægger eller truer med at ødelægge kroppens væv. - Aktiverer det sympatiske nervesystem Sensitivisering: - Langvarig oplevelse af smerte forstærker oplevelsen, modsat andre sanser hvor man adapterer sig til indtrykket. Eksempler på smertetilstande: - Akut/kronisk smerte: Akut smerte sker oftest ved vævsødelæggelse, mens der med kronisk smerte ofte ingen sammenhæng er mellem vævsødelæggelsen og smerten. - Overført/meddelt smerte: Oplevelse af smerte i en anden del af kroppen, end der hvor stimulus forekommer. - Fantomsmerter: Smerter i en legemsdel der er fjernet. Årsagen er, at der udløses smerte i den nervefiber der innerverede den fjernede legemsdel, derfor tror kroppen, at smerten kommer fra den tidligere eksisterende del. - Ischiassmerter: Smerter i underekstremiteterne på grund af tryk på bagerste rod af en rygmarvsnerve ved lumbal diskusprolaps |
|
|
Beskriv behandling af smertetilstande |
Bygger på 4 principper: - Medikamenter der hæmmer aktivering af smertereceptorerne: f.eks. NSAID - Medikamenter der hæmmer impulsledningen i smertefibrerne: Lokalanæsti der f.eks. blokerer Na+-kanaler, så aktionspotentialet ikke kan proprageres. - Medikamenter der blokerer signaloverføringen i smertefibrerne i CNS: f.eks. morfin - Stimulering af legemets eget smertekontrollerende system (portcelle-systemet): massage, akupunktur, placebo, motion mm. Psykosocial behandling er også relevant, da psykiske forhold kan modulere smerteoplevelsen. |
