• Shuffle
    Toggle On
    Toggle Off
  • Alphabetize
    Toggle On
    Toggle Off
  • Front First
    Toggle On
    Toggle Off
  • Both Sides
    Toggle On
    Toggle Off
  • Read
    Toggle On
    Toggle Off
Reading...
Front

How to study your flashcards.

Right/Left arrow keys: Navigate between flashcards.right arrow keyleft arrow key

Up/Down arrow keys: Flip the card between the front and back.down keyup key

H key: Show hint (3rd side).h key

A key: Read text to speech.a key

image

Play button

image

Play button

image

Progress

1/54

Click to flip

54 Cards in this Set

  • Front
  • Back
Definition af virus?
Virus er mikroorganismer, hvis genom er nukleinsyre, og som formerer sig inden i levende celler ved at benytte cellernes synteseapparat. Herved produceres elementer, der kan inficere andre celler.
Relevante kriterier til klassifikation af virus?
Nukleinsyre og -struktur
Nukleinsyrens molekylevægt
Virionets størrelse
Nukleokapsidets struktur og opbygning
Tilstedeværelse af en ydre kappe
Generelt - Nukleinsyre?
DNA eller RNA. Alle DNA-virus indeholder dobbeltstrenget DNA undtagen parvovirus. Alle RNA-virus indeholder enkeltstrenget RNA undtagen reovirus. Positivt strenget RNA kan direkte translateres som mRNA, mens negativt strenget RNA først skal kopieres vha. en i virus medbragt RNA-polymerase til en positiv RNA-streng, der så kan fungere som mRNA.
Generelt - Kapsid?
Proteinkapsel, som omgiver nukleinsyren.
Generelt - Nukleokapsid?
Kapsid sammen med nukleinsyren. I virus med kubiske symmetri findes nukleinsyren inden i kapsidet, mens den i virus med helisk symmetri indgår forbindelse med protein og derved danner nukleokapsidet.
Generelt - Capsomerer?
Morfologiske enheder, som i EM kan observeres på overfladen af icosahedrale virus. De optræder som enzymer og/eller antigener.
Generelt - Envelope (kappe)?
Lipidholdig membran, der omgiver visse virus. Den dannes som en evagination af værtscellens kerne- eller cytoplasmamembran under virusreplikationen.
Generelt - Virion?
Betegner hele viruspartiklen, dvs. nukleokapsid + evt. envelope. Alle virus med kubisk symmetri er icosahedrale, dvs. at kapsidet har 20 flader, som alle er lige store ligesidede trekanter. I virus med helisk symmetri er nukleinsyren vha. protein-subunits spundet op i en helix. Dette protein-nukleinsyre kompleks er omgivet af en lipidenvelope. Alle kendte virus med helisk symmetri indeholder RNA. Der findes også virus, som er mere komplekst opbygget.
Generelt - Stabilitet over for fysisk-kemiske påvirkninger?
Æterfølsomhed: Æter er et fedtopløseligt stof, hvorfor det kan hæmme aktiviteten af virus med envelope.
Termisk stabilitet: Fleste virus destrueres ved opvarmning til 50-60°C i 30 min. Icosahedrale er almindeligvis relativt varmestabile.
Salte: Forskellige salte har en varmestabiliserende effekt på forskellige typer af virus. Dette udnyttes bl.a. i vacciner.
Generelt - Værtssystemer til dyrkning af virus?
Kyllingefostre (befrugtede hønseæg)
Cellekulturer
Levende forsøgsdyr (virus inokuleres heri)
Hvad forstås ved en primær cellekultur?
Trypsinbehandlede celler direkte fra værten.
Hvad forstås ved cellestammer?
Celler med normalt diploidt kromosomtal i første 30-40 passager (dør herefter).
Hvad forstås ved cellelinjer?
Typisk cancerceller med heteroploidt kromosomtal og uendeligt antal passager.
Redegør for infektionscyklus.
Adsorption: Virus hæfter til receptorer på værtscellen.
Penetration: Minder om pinocytose. Hvis virus har en envelope, fusionerer denne med cellemembranen og nukleokapsidet frigives til cytoplasma.
Uncoating: Proteinkapslen fjernes (formodentligt vha. cellulære enzymer), og nukleinsyren frigives til cytoplasma (RNA-virus) eller til nukleus (DNA-virus på nær Pox-virus).
Proteindannelse: DNA-virus anvender DNA-transkriptaser, som allerede findes i værtscellen. Negativt-strenget RNA-virus medbringer egen RNA-polymerase, mens retrovirus medbringer en revers-transkriptase, der kan danne DNA ud fra RNA. Translationen sker for alle virustyper vha. værtscellens ribosomer. Initialt produceres polymeraser, ligaser, suppressorproteiner og lignende non-strukturelle proteiner, og først senere produceres de strukturelle proteiner, der skal indgå i nye viruspartikler. De strukturelle proteiner transporteres for DNA-virus’ vedkommende til kernen.
Nukleinsyredannelse: Foregår for RNA-virus’ vedkommende i cytoplasma og for DNA-virus’ vedkommende i nukleus.
Kondensation: Nydannede kapsider kondenseres omkring de nysyntetiserede virusgenomer.
Frigørelse: Viruspartiklerne frigøres fra kernen (DNA-virus) eller cytoplasmaet (RNA-virus). Virus med envelope evaginerer enten kernemembranen eller cytoplasmamembranen på vej ud. Dette sker på steder, hvor der er blevet indbygget virusproteiner i membranen.
Hvordan opstår virusmutanter?
Mutation sker enten spontant, ved induktion med kemiske stoffer eller ved bestråling. Mutationsfrekvensen i RNA-virus er meget højere end for DNA-virus, fordi RNA-polymeraser og revers-transkriptaser er meget mindre præcise og mangler ”proofreading”. Et muteret virus kan f.eks. have ændret temperaturfølsomhed, plaquemorfologi eller værtsforhold, hvilket benyttes i levende virulenssvækkede vacciner. Genetisk rekombination: En del af virusgenomet splejses med genomet fra et andet virus. Det resulterende afkom vil være genetisk stabilt med forskelligt fra begge de oprindelige virus. Genomet hos f.eks. influenzavirus er segmenteret, hvorfor rekombination kan ske indenfor den samme virustype ved, at de enkelte dele af genomet samles på en ny måde (reassortment).
Hvad forstås ved interferens?
Hæmning af et virus' multiplikation ved tilstedeværelsen af et andet virus, f.eks. ved interferon-produktion.
Interferons sandsynlige antivirale vikrningsmekanisme?
Interferoner er artsspecifikke proteiner, der dannes ved forskellige stimuli af mesodermale celler. Interferonerne hæmmer værtscellens ribosomale syntese af virusspecifikke proteiner, hæmmer virusreplikationen, hæmmer cellevækst og -differentiering og stimulerer monocytter og makrofager.
Hvad forstås ved cytopatisk effekt (CPE)?
CPE er karakteristiske ændringer i cellekulturer, forsøgsdyr eller patientmateriale, f.eks. cellelyse, nekrose, dannelse af inklusionslegemer, dannelse af kæmpeceller og dannelse af cytoplasmatiske vakuoler. CPE udnyttes bl.a. i neutralisationstesten.
Fysiske metoder til titrering af virus?
EM, hæmagglutination, RIA, ELISA.
Biologiske metoder til titrering af virus?
Plaque-titrering: Seriefortyndinger af virus tilsættes cellekulturer, som efter en passende inkubationstid vaskes og overhældes med medium + agar. Efter størkning af agaren kan virus ikke spredes i mediet men kun fra celle til celle. Efter nogle dages henstand iagttages områder (plaques), hvor der er sket udvikling af CPE. Titeren kan beregnes ud fra antallet af plaques ved en given fortynding (f.eks. PFU/ml).
Endpoint-titrering: Fast volumen af stigende fortyndinger af virus tilsættes cellekulturer, hvorefter CPE observeres. Titeren angives som TCID-50 og er den reciprokke værdi af den fortynding, som fremkalder reaktion hos 50% af de inokulerede cellekulturer. LD-50 er den reciprokke værdi af den fortynding, der medfører død hos 50% af inokulerede forsøgsdyr.
Karakteristika for det ideelle antivirale kemoterapeutikum?
Det ideelle antivirale kemoterapeutikum
- virker selektivt på virus uden at påvirke værtsorganismen,
- dræber virus i både hvile- og replikationsfasen,
- er effektivt i koncentrationer, der kan opnås, hvor virus befinder sig,
- er nemt at administrere,
- er billigt at fremstille og
- medfører kun ringe resistensudvikling.
Aciclovir - Virkningsmekanisme?
Phosphoryleres i den herpesvirus-inficerede celle og opkoncentreres derfor heri. Hæmmer herpesvirus DNA-polymerase, hvorved replikationen af virus bremses.
Aciclovir - Indikationer?
Infektioner med herpetoviridae - især herpes simplex og varicella-zoster.
Aciclovir - Bivirkninger?
Ved peroral anvendelse kvalme, opkastning, mavesmerter diaré. Ved intravenøs anvendelse venebeskadigelse, trombosedannelse. Ved lokal anvendelse rødme, udtørring. Ved anvendelse som øjensalve irritation.
Amantadin - Virkningsmekanisme?
Hæmmer influenzavirus’ penetration ind i værtsorganismen.
Amantadin - Indikationer?
Influenza A infektion efter sygdomsudbrud eller profylaktisk til ikke-vaccinerede målgrupper under influenza-epidemier.
Amantadin - Bivirkninger?
Kvalme og CNS-symptomer (f.eks. koncentrationsbesvær og søvnforstyrrelser).
Zidovudin - Virkningsmekanisme?
Nukleosidanalog og dermed hæmmer af den HIV-specifikke revers-transkriptase.
Zidovudin - Indikationer?
Symptomatisk HIV-infektion.
Zidovudin - Bivirkninger?
Hos AIDS-patienter knoglemarvsdepression med anæmi, trombocyto- og neutropeni. Dyspeptiske gener og hovedpine.
Indinavir - Virkningsmekanisme?
Hæmning af HIV-specifik protease.
Indinavir - Indikationer?
Kombinationsbehandling med andre anti-HIV-midler ved fremskreden eller progressiv HIV-infektion.
Indinavir - Bivirkninger?
Kvalme, diaré, nefrolitiasis, leverpåvirkning og hovedpine.
Hvad forstås ved inkubationstiden, og hvor lang tid kan den vare?
Inkubationstiden er den tid, der går, fra smitteoverførslen har fundet sted, til de første symptomer er klinisk erkendelige. Denne kan variere fra få dage (f.eks. rhinovirus) til op til et halvt år (f.eks. rabiesvirus).
Hvad er betydningen af værtscellefaktorer?
Receptormembranproteiner er i høj grad bestemmende for vores modtagelighed overfor virusinfektioner. Disse værtsbestanddele, der skaber kontakten med pågældende virus som indledning til enten fusion med viruskappen eller endocytose, kendes i detaljer ved nogle få humanpatogene virus. F.eks. for rabiesvirus er det acetylcholinreceptoren på værtscellen og for HIV-virus er det CD4 overflademolekylet på værtscellen.
Hvad forstås ved endemisk forekomst?
Virusinfektionen forekommer regelmæssigt uden store sving i incidensen i et bestemt område.
Hvad forstås ved epidemisk forekomst?
Når incidensen pludselig stiger ud over det normale.
Hvad forstås ved endemisk forekomst?
Verdensomspændende epidemi.
Hvad forstås ved incidens?
Antallet af nye tilfælde i en population i løbet af et givet tidsrum.
Hvad forstås ved prævalens?
Antallet af eksisterende sygdomstilfælde i en population på et givet tidspunkt.
Angiv eksempler på smitteveje for forskellige virus.
Smitteveje: Fra menneske til menneske: Luftbåren dråbeinfektion (f.eks. Orthomyxoviridae), fæko-oral rute (f.eks. Enterovirus), seksuel kontakt (f.eks. HIV-virus), blodkontakt (f.eks. HBV), hånd-mund, hånd-øje, mund-mund (f.eks. Rhinovirus).

Fra dyr til menneske: Bid (f.eks. Rabiesvirus), luftbåren dråbeinfektion (f.eks. arenavirus), transmission med insekt som vektor (f.eks. ARBO-virus).
Redegør for relevante patientmaterialer til påvisning af virus, virusbestanddele eller antistof.
Blod: 8-10 ml helblod tappes i glas og transporteres om muligt nedkølet til 4°C.

Respirationsvejssekret: Der podes fra pharynx’ bagvæg, og podepinden overføres til transportmedium.

Aspiration: Plaskateter føres via næse ned i pharynx, og der suges materiale over i et plastrør tilsat transportmedium.

Vesikler: Med en injektionssprøjte suges indhold af vesikler op og overføres til glasbeholder evt. tilsat transportmedium.

Spinalvæske: Efter lumbalpunktur overføres spinalvæsken til kølebeholder.

Urin: Urinen lades i prøveglas indeholdende 2 ml transportmedium. Hurtig transport.

Fæces: 3-5 g fæces tages med en ske og anbringes i en lille glasbeholder.

Biopsi: Et vævsstykke overføres til en lille glasbeholder, som tilsættes transportmedium eller glycerol.
Angiv metoder til direkte påvisning af virus.
Lysmikroskopi
Elektronmikroskopi
Gelprecipitation
Immunfluorescens
Krydset immunoelektroforese
Angiv metoder til indirekte påvisning af virus.
Hæmagglutinationsinhibition titeren.
ELISA
Immunoelektroforese
Neutralisationstest (Nt)
Complementfixationstest(CF)
Påvisning ved lysmikroskopi?
Vesikelindhold eller biopsi kan undersøges for inklusionslegemer. Urin kan undersøges for cytomegale celler.
Påvisning ved elektronmikroskopi
Kan anvendes ved pox-, herpes- eller hepatitisinfektioner.
Påvisning ved gelprecipitation?
I en gel får antigen og antistof mulighed for at diffundere mod hinanden. Hvis de bindes til hinanden, vil der udfældes antigen-antistof komplekser, hvilket ses som præcipitationslinier i gelen.
Påvisning ved immunfluorescens?
Fluorescerende farvestoffer bindes til antistoffer og observeres i fluorescensmikroskop.
Påvisning ved krydset immunoelektroforese?
Antistof og antigen anbringes i hver sin brønd. Ved elektroforese vil de bevæge sig mod hinanden og evt. danne præcipitationslinier. Herved kan antigenet i en prøve identificeres.
Påvisning ved hæmagglutinationsinhibition?
Patientserum tilsættes erythrocytter og kendte specifikke virusantigener. Hvis serum indeholder antistoffer mod det pågældende virus/antigen, vil der ikke ske agglutination. Den reciprokke værdi af den højeste serumfortynding, der hæmmer agglutination fuldstændig, giver HI-titeren.
Påvisning ved ELISA?
Et kendt antigen bindes til en fast flade. Herefter tilsættes patientserum, hvoraf overskud afvaskes. Der tilsættes nu enzymmærket antistof mod humant antistof. Specifikke antistoffer mod det kendte antigen vil herefter kunne påvises vil tilsætning af det substrat, som enzymet katalyserer.
Påvisning ved immunoelektroforese?
Antigen tilsættes brønde, der er udboret i en agarplade. Efter flere timers elektroforese tilsættes patientserum, og det iagttages, hvor der sker præcipitation. Herved identificeres specifikke antistoffer i serum.
Påvisning ved neutralisationstest?
Hæmningen af CPE i en cellekultur, der i forvejen er tilsat virus, er udtryk for, at patientprøven indeholder neutraliserende antistoffer imod det pågældende virus. Som kontrol observeres CPE i cellekulturer, hvor virus tilsættes alene.
Påvisning ved complementfixationstest?
Patientserum tilsættes et medium indeholdende virusantigen og komplement i underskud. Herefter tilsættes fåreerythrocytter og antistoffer mod disse. Hvis erythrocytterne ikke lyserer, har patienten indeholdt CF-antistoffer mod det pågældende antigen, hvorved komplement i mediet er blevet opbrugt.