• Shuffle
    Toggle On
    Toggle Off
  • Alphabetize
    Toggle On
    Toggle Off
  • Front First
    Toggle On
    Toggle Off
  • Both Sides
    Toggle On
    Toggle Off
  • Read
    Toggle On
    Toggle Off
Reading...
Front

Card Range To Study

through

image

Play button

image

Play button

image

Progress

1/77

Click to flip

Use LEFT and RIGHT arrow keys to navigate between flashcards;

Use UP and DOWN arrow keys to flip the card;

H to show hint;

A reads text to speech;

77 Cards in this Set

  • Front
  • Back
Bakteriecellens opbygning - Cytoplasma?
Består af ca. 40% protein og 35% RNA, hovedsageligt i form af ribosomer.
Bakteriecellens opbygning - Kernemateriale?
Består af dobbeltstrenget, ringformet DNA. Det er organiseret i løkker, som så igen er snoet omkring et centrum vha. histon-lignende proteiner.
Bakteriecellens opbygning - Ribosomer?
Findes dels frit og dels som polysomer langs mRNA.
Bakteriecellens opbygning - Mesosomet?
Invagination af cytoplasmamembranen.
Bakteriecellens opbygning - Endosporer?
Dannes kun af visse bakterier - heriblandt af slægten Clostridium og Bacillus. Endosporer er DNA omgivet af en flerlaget struktur, der er meget resistent overfor fysiske og kemiske påvirkninger. De dannes som et respons på ugunstige vækstbetingelser og frigøres, når moderbakterien autolyserer.
Bakteriecellens opbygning - Cytoplasmamembran?
Opbygget som den eukaryote celles plasmamembran, men den mangler steroler. Den fungerer som permeabilitetsbarriere for selektiv og aktiv transport. Der foregår også elektrontransport og oxidativ fosforylering. Desuden findes der ”sites” og enzymer til syntese og samling af cellevægskomponenter samt proteiner, der indgår i DNA-syntese.
Bakteriecellens opbygning - Cellevæg?
Omgiver cytoplasmamembranen. Den tjener til at sikre det osmotiske tryk i bakterien. På baggrund af cellevæggen kan bakterier opdeles i Gram-positive (hertil hører også syrefaste bakterier) og Gram-negative.
Den Gram-positive cellevæg?
Her udgør peptidoglykan op til 50% af cellevæggen, og der kan ses optil 40 lag. Desuden ses varierende mængder teicho-, lipoteicho- og teichuronsyre.
Den Gram-negative cellevæg?
Her indeholder væggen kun 20% peptigoglykan, der tilsyneladende kun ligger i et enkelt lag. Uden om dette findes LipoProteiner (LP), som forbinder peptidoglykanlaget med den ydre membran. Denne membran er analog til cellemembranen. Yderst på membranen ligger et lag LipoPolySaccharid (LPS). Polysacchariddelen repræsenterer et vigtigt diagnostisk overfladeantigen, O-antigenet, hos Enterobakteriaceae.
Den syrefaste cellevæg?
Minder som den Gram-positive cellevæg, men den har yderst et lag af mycolsyrer, der gør væggen resistent overfor en række kemikalier, f.eks. syre.
Bakteriecellens opbygning - Kapsel eller slimlag?
Nogle bakterier har yderst en kapsel, mens andre har en mindre afgrænset men tykkere kapsel betegnet slimlag. De består af højmolekylært polysaccharid og er med til at forøge bakteriernes adhæsion til omgivelserne. Desuden beskytter de bakterierne mod fagocytose. Kapslen besidder antigene egenskaber, K-antigen, som udnyttes ved udvikling af vacciner.
Bakteriecellens opbygning - Fimbriae?
Kaldes også pili. Findes hos mange forskellige bakterier. Almindelige pili har betydning for adhæsion til overflader. Sexpili er længere, tykkere og har form som et rør. De deltager i konjugation, der er overførsel af DNA mellem bakterier.
Bakteriecellens opbygning - Flageller?
Nogle bakterier er i stand til at bevæge sig vha. flageller Disse er lange (12-20 µm) og tynde (12-55 nm) trådudvækster, der består af proteinfilamenter. Bakterien bevæger sig fremad vha. flagellerne, så længe bevægelsen medfører bedre vækstbetingelser. Flagellerne har desuden antigene egenskaber kaldet H-antigen.
Bakterietoxiner - Inddeling?
Består af to grupper, exo- og endotoxiner. Exotoxiner er proteiner, der produceres i bakterien for så at secerneres til omgivelserne. Endotoxiner er betegnelsen for LPS i den Gram-negative bakteries cellevæg. Toxinerne kan inddeles i 7 toxingrupper:
A: Toxiner, der virker ekstracellulært.
B: Toxiner, der virker på membranen.
C: Toxiner, der trænger igennem cellemembraner og dræber celler.
D: Toxiner, der trænger igennem cellemembraner og deregulerer celler.
E: Membranbeskadigende toxiner.
F: Toxiner med usikker virkningsmåde.
G: Celleassocierede toxiner.
Bakterietoxiner - LPS?
Lipopolysakkarid. Tilhører toxingruppe G og er opbygget af en polysacchariddel med en stabil kerne tilknyttet op til 25 ens enheder. Bundet til den stabile kerne er et disaccharid-difosfat kompleks med lipider.
Bakterietoxiner - Choleratoxin?
Tilhører toxingruppe D og er opbygget af to subunits. Subunit B bindes til tarmslimhinden og fremmer optagelsen af subunit A, der herefter påvirker adenylylcyklasen til et højere intracellulært niveau af cAMP. Dette medfører hypersekretion fra cellerne til tarmlumen.
Bakteriefarvning - Methylenblåtfarvning?
Præparatet dækkes med methylblåt 1% i 1 min. Herefter afskylles med vand og tørres. Farvningen er velegnet til påvisning af intracellulært lejrede bakterier.
Bakteriefarvning - Gram-farvning?
Præparatet dækkes med krystalviolet i 1 min. Derefter afskylles med jod-jodkalium. Præparatet bejdses nu med jod-jodkalium i 1 min. Herefter afhældes og afskylles med 96% ethanol. Præparatet vugges i frisk ethanol i 30 sekunder og afskylles så vinkelret på en vandhanestråle. Til slut kontrastfarves med karbolfuksin i 30-60 sekunder med efterfølgende afskylning under vandhane. Med denne farvemetode farves alle Gram-positive bakterier blå (idet de ikke affarves af ethanolen) og alle Gram-negative bakterier røde.
Bakteriefarvning - Ziehl-Neelsen-farvning?
Bruges til farvning af Mycobacteriaceae. Præparatet dækkes med filterpapir og pådryppes karbolfuksin. Dette opvarmes indtil fordampning begynder. Præparatet afkøles nu i 5 min. ved stuetemperatur, filterpapiret fjernes, og der afskylles under vandhanen. Der affarves med svovlsyre og senere ethanol i 1-3 min. Til slut kontrastfarves med pikrinsyre eller malakitgrønt, og præparatet skylles og tørres.
Bakteriel genetik - Replikation, transskription og translation?
Transskriptionen foregår som i den eukaryote celle. En helicase skiller DNA-dobbeltstrengen til enkeltstreng, der så er tilgængelig for replikation. Der er 3 DNA-polymeraser med exonukleaseaktivitet, og syntesen foregår i 5’ til 3’ retningen på ”leading strand” og i 3’ til 5’ retningen på ”lagging strand” (vha. Okazaki-fragmenter). Også transskription og translation foregår som i den eukaryote celle. mRNA syntetiseres af en RNA-polymerase, transporteres af tRNA og translateres af rRNA til det færdige protein.
Bakteriel genetik - Regulering af bakteriernes enzymproduktion?
Er afhængig af omgivelserne. Ved tilstedeværelse af store mængder af et stof, som bakterien ellers selv syntetiserer, kan den nedregulere mængden af de enzymer, der forestår syntesen af dette. Enzymet betegnes repressibelt. Omvendt kan et substrat i rigelige mængder betyde øget syntese af de enzymer, der omsætter det. Enzymet kaldes inducibelt. Mekanismen er enkel og kaldes genkontrol. Desuden findes konstitutive enzymer, der syntetiseres i konstante mængder uanset forandringer i omgivelserne.
Bakteriel genetik - Mutationer?
Der sker mutationer i bakteriernes DNA ved fejlinkorporering af nukleotider. De fleste fejl bliver dog rettet af DNA-polymerasernes exonukleaseaktivitet. Herudover kan der ske mutationer ved forskellige fysiske og kemiske påvirkninger, f.eks. alkylerende stoffer, ioniserende stråling og UV-bestråling. Undertiden opstår der ved disse mutationer (eller ved en af nedenstående mekanismer) en mere levedygtig organisme under de givne muligheder. På den måde består slægten.
Bakteriel genetik - Transposomer?
Transposomer er små stykker DNA, der er i stand til at omlokalisere sig til et andet sted i arvematerialet. Undertiden sker det ved en fejl, at de også tager gener med sig.
Bakteriel genetik - Transformation?
Bakterier kan optage fritliggende arvemateriale (f.eks. DNA fra henfaldne bakterier).
Bakteriel genetik - Konjugation?
Overførsel af plasmid vha. sexpili. Først og fremmest overføres evnen til konjugation men f.eks. kan også resistens mod bestemte antibiotika overføres således.
Bakteriel genetik - Transduktion?
Overførsel af DNA vha. bakteriofager. Når DNA skal indsættes i en ny fag medtages nogle gange nærliggende bakterielt DNA - til tider hele gener.
Hovedtræk i bakteriernes metabolisme, energiproduktion og biosyntese?
Bakteriers metabolisme er lagt an på at kunne overleve under skiftende betingelser og samtidig bevare evnen til hurtig formering. Kataboliske reaktioner tjener til nedbrydning af næring. En del af sideprodukterne fra disse reaktioner kan så indgå i anaboliske reaktioner. Bakteriers produktion af energi og reduktionspotentiale er varierende. De strikt anaerobe og fakultativt anaerobe bakterier vil under anaerobe forhold omsætte de forskellige lavmolekylære kulstofkilder til pyruvat, som regel via den glykolytiske reaktionskæde. Pyruvat vil herefter fermenteres/forgæres til slutprodukter. De strikt aerobe og fakultativt anaerobe bakterier vil under aerobe forhold danne pyruvat som de strikt anaerobe bakterier, men herefter vil pyruvat indgå i Krebs’ tricarboxylsyrecyklus og efterfølgende i respirationskæden.
Bakteriers deling?
Bakterier formerer sig ved binær deling.
Hvad forstås ved generationstid?
Tiden fra en bakterie er dannet til den har delt sig i to. Kan variere fra ca. 20 min (E. coli) til 6 timer (M. tuberculosis).
Definer renkultur.
Bakteriekultur hvor alle bakterier er efterkommere af én enkelt bakterie. En renkultur opnås ved først at udså prøvemateriale på et fast medium, hvorefter de enkelte kolonier kan overføres isoleret til et nyt medium.
Bestemmelse af bakteriekoncentration?
Mikroskopi: Tællekammermetoden, hvor både døde og levende bakterier tælles med.

Biologisk: Prøvematerialet fortyndes og udsås. Teorien er, at hver udsået bakterie vil give anledning til en koloni. Man bruger udtrykket ”colony forming units” (CFU), idet man jo ikke kan være sikker på, at kun én bakterier giver anledning til én koloni.
Sammensætning af medium til dyrkning af bakterier?
Når bakterier skal dyrkes, må man vide, hvilke krav de stiller til næring. Der skal som regel være en kulstofkilde, en nitrogenkilde og bestemte vækstfaktorer til stede. Nogle bakterier (f.eks. E.coli) er nøjsomme, idet de kun kræver lidt af mediet, mens andre bakterier (f.eks. H. influenza) er kræsne, idet de kræver tilstedeværelse af mange forskellige faktorer for at kunne overleve.
Bakteriers iltkrav?
Aerobe kaldes de bakterier, som kræver ilt som elektronacceptor i respirationskæden for at kunne vokse, f.eks. Bordetella. De anaerobe bakterier kan kun benytte sig af fermentation og dræbes i en iltatmosfære, f.eks. Bacteroides og Clostridium. Dette skyldes, at ilt i bakterierne reduceres til iltradikaler, som er toxiske for bakterierne. Fakultativt anaerobe bakterier kan leve både i aerobe og anaerobt miljø, f.eks. E.coli og Klebsiella. Som de aerobe bakterier beskyttes de mod de skadelige iltradikaler af enzymerne superperoxiddismutase og katalase. Mikroaerofile bakterier kan kun overleve ved lave iltkoncentrationer, idet deres evne til at fjerne reaktive iltradikaler er nedsat, f.eks. Campylobacter og Helicobacter pylori.
Inddeling af bakterier efter vækstkrav?
Alkalofile bakterier: Kræver højt pH, f.eks. pH 10-12.
Alkalotolerante bakterier: Tåler højt pH, f.eks. pH 7-9.
Acidofile bakterier: Kræver lavt pH, f.eks. pH 1-4.
Barofile bakterier: Kræver højt tryk.
Halofile bakterier: Kræver høje saltkoncentrationer for at vokse.
Halotolerante bakterier: Kan tåle høje saltkoncentrationer.
Psychrofile bakterier: Kan vokse ved lav temperatur, f.eks. 0-20°C.
Mesofile bakterier: Kan vokse ved lidt højere temperatur, f.eks. 20-42°C.
Thermofile bakterier: Kan vokse med høj temperatur, f.eks. 42-110°C.
Metoder til dyrkning af bakterier?
Aerob dyrkning foregår i varmeskab med atmosfærisk luft. Mikroaerofil dyrkning foregår i beholdere, hvor ilten er delvist erstattet med N2. Anaerob dyrkning foregår i et ilttæt kammer.
Respiration kontra fermentation?
Respiration er den proces, hvor ilt optræder som den terminale elektronacceptor i respirationskæden ved samtidig dannelse af energi i form af ATP. Fermentation gør ikke brug af oxidation/reduktion men foregår i stedet som en simpelt spaltning. F.eks. bliver glukose via glykolysen spaltet til to molekyler laktat. Bakterier, der fermenterer, har derfor ikke brug for ilt.
Hvilke typer substrater anvendes til dyrkning af bakterier?
Naturlige substrater: F.eks. bouillon eller blodbestanddele. Syntetiske substrater: Veldefinerede kemiske sammensætninger. Flydende substrater: Egner sig til hurtig opformering af bakterier. Halvflydende substrater: Egner sig til at undersøge bakteriecellers bevægelighed og iltkrav.
Faste substrater: Bruges til dyrkning og isolation af bakterier.
Principper for identifikation af bakterier på baggrund af biokemiske reaktioner?
De biokemiske reaktioner kan f.eks. have et positivt eller negativt resultat, således at et mønster af positive og negative resultater opnås for hver bakteriestamme, der derved kan identificeres.
Hvordan klassificeres bakterier?
Der findes ingen naturlig klassifikation af bakterier. I almindelig biologisk klassifikation anvendes et stringent hierarkisk system, hvor organismer inddeles med rigerne (øverst) fulgt af rækkerne, klasserne, ordnerne, familierne, slægterne og arterne.
Egenskaber hos bakterier, som anvendes til karakterisering og differentiering?
Gram-farvbarhed, morfologi, iltkrav, størrelse, tilstedeværelsen af sporer og biokemiske reaktioner. Til yderligere underinddeling af arterne i typer kan anvendes forskellige antigener som cellevæggen, kapsel, flagel eller pili, der kan identificeres serologisk.
Forhold, der bør tages hensyn til ved valg af antibiotika?
Mikroorganismen skal være følsom, det givne antibiotikum skal kunne nå frem til infektionsstedet, behandlingens effekt skal forventes større end de ulemper, der er forbundet med brug af antibiotika (f.eks. bivirkninger og økologi).
Angrebspunkter for antibakterielle kemoterapeutika?
Hæmning af cellevægsdannelsen: F.eks. penicilliner og cefalosporiner.
Hæmning af proteinsyntesen ved at ramme ribosomerne: F.eks. aminoglykosider og chloramfenicol.
Hæmning af nukleinsyresyntesen: F.eks. sulfonaminer og trimetoprim
Ødelæggelsen af cytoplasmamembranen: F.eks. polymyxiner.
Selektionstrykkets betydning for ændring af bakteriefloraen?
Det er vigtigt at forstå, at bakterier med mutationer i genomet eller bakterier med ekstrakromosomale resistensgener kun fremelskes pga. den antibiotiske behandlings selektionstryk. Uden behandling ville disse bakterier blive udkonkurreret af vildtypen. De vigtigste lokalisationer med normalflora, hvor resistensudvikling oftest finder sted, er svælg/tarm, huden og vagina.
Forskellige faktorer, som bidrager til resistensudvikling?
Antibiotikas egenskaber: Ved brug af bredspektrede antibiotika er tendensen til resistensudvikling større end ved brug af smalspektrede.
Administrationsform: Peroral administration har større mulighed for påvirkning af normalfloraen i tarmen end intravenøs indgift.
Dosering: For store doser kan resultere i udryddelse af bakterier tilhørende normalfloraen, der ellers kun var lidt følsomme for det givne antibiotikum. For lav dosering fremmer selektion af resistens i normalfloraen.
Farer ved brugen af antibakterielle kemoterapeutika?
Toxiske bivirkninger, biologiske bivirkninger samt superinfektioner, der fremkommer efter udryddelse af en stor del af normalfloraen. Enkelte resistente og potentielt patogene bakterier i normalfloraen opformeres uden konkurrence fra andre bakterier og giver anledning til infektion.
Kombinationsbehandling er indiceret ved?
1) Initialbehandling af alvorlige livstruende infektioner, hvor bakteriens resistensmønster endnu ikke er kendt.
2) Samtidig infektion med flere forskellige bakterier.
3) Infektion med bakterier, som hyppigt udvikler resistens.
4) Infektion med visse bakterier, hvor kombinationsbehandling er dokumenteret mere effektiv end monoterapi.
Problemer med kombinationsbehandling?
1) Evt. antagonisme mellem antibiotika.
2) Evt. bivirkningsmæssig synergisme.
3) Risiko for multiresistensudvikling.
4) Øget risiko for udvikling af superinfektion.
Definer synergisme.
Additiv eller supraadditiv kombinationseffekt af to antibiotika, f.eks. penicillin (vægødelæggende) + aminoglykosid (proteinsyntesehæmmer).
Definer antagonisme.
Når kombinationseffekten af to antibiotika er dårligere end effekten af det mest effektive alene, f.eks. penicillin (bakteriocidt) og tetracyclin (bakteriostatisk), idet penicillin kun virker på celler i deling, mens delingen netop stoppes af tetracyclin.
Definer hvileform.
Bakterier kan miste cellevæggen under antibiotisk behandling. Er de fortsat i stand til at formere sig, betegnes de L-former. Disse er naturligt resistente overfor cellevægsødelæggende antibiotika.
Metoder til resistensbestemmelse?
1) Fortyndingsmetoden: Her inokuleres bakterierne på en række agarplader med faldende koncentration af et givet antibiotikum. Den plade med den laveste koncentration, der ikke giver vækst, angiver mindste inhibitoriske koncentration (MIC). Der bruges også udtryk som mindste bakteriocide koncentration (MBC), mindste antibakterielle koncentration (MAC) og post-antibiotiske effekt (PAE).
2) Diffusionsmetoden: En agarplade tilsås med bakterien, der skal undersøges, og herefter pålægges tabletter med antibiotika. Antibiotika diffunderer herefter ud i pladen, og koncentrationen af antibiotika aftager fra tablettens centrum. Er bakterien følsom, vil der ses en hæmningszone rundt om tabletten, og størrelsen af denne zone udtrykker følsomheden. Er de vækst helt ind til tabletten, er bakterien resistent.
Bestemmelse af antibiotikumkoncentration i vævsvæsker?
I en agarplade tilsået med en kendt følsom bakterie udstandses en række huller, som fyldes med kendte koncentrationer af det antibiotikum, som man ønsker at undersøge. I et af hullerne anbringes samme mængde af den vævsvæske, som man ønsker at undersøge. Efter måling af bakteriens hæmningszone omkring hullerne kan en standardkurve tegnes, og koncentrationen af antibiotika i vævsvæsken kan findes ved aflæsning på kurven.
Definer sterilisation
Drab eller fjernelse af alle mikroorganismer.
Definer desinfektion
Reduktion af skadeforvoldende mikroorganismer i en sådan grad, at smitte ikke vil forekomme.
Fysiske metoder til sterilisation?
Varme: Enten autoklavering eller tørsterilisation. En autoklave er en lufttæt beholder forsynet med en vacuumpumpe, der evakuerer luften, før mættet vanddamp, 121°C i 20 min eller 134°C i 3 min, tilføres. Når vanddampen kommer i kontakt med det materiale, der skal steriliseres, kondenseres den til vand, og varmen afgives i materialet. Membraner, nukleinsyrer og proteiner i materialet denatureres derved. Autoklavering er en hurtig og meget effektiv sterilisationsmetode men kan ikke bruges på materialer, der ikke kan tåle varme eller fugt.
Tørsterilisation foregår i et varmeskab, 160°C i 2 timer eller 180°C i 30 min. Ulemperne er dårlig varmefordeling.
Ioniserende stråling: β- eller γ-stråling medfører dannelse af reaktive radikaler, der ødelægger bakterielt DNA. Ulemperne er, at nogle materialer ødelægges, og at mange bakterier er relativt stråleresistente. UV-lys kan kun anvendes til overfladesterilisation pga. manglende penetrationsevne. Filtrering: Gennem materialer med små porer, der hindrer passage af mikroorganismer. Egnet materiale er luft til operationsstuer og farmaka på væskeform. Filtrering hindrer ikke passage af meget små mikroorganismer.
Kemiske metoder til sterilisation og desinfektion?
Halogener (f.eks. jod, og brom): Reagerer med amingrupperne i proteiner og virker desuden oxiderende på mikroorganismer. Jod anvendes hovedsageligt til huddesinfektion før operationer. Ulemperne ved jod er udvikling af allergi og ætsninger i huden.

Aldehyder (f.eks. formalaldehyd og formalin): Udfælder proteiner. Bruges i formalinovn som damp til følsomme instrumenter. Ulemperne er bl.a. allergi og slimhindeirritation.

Alkoholer (f.eks. ethanol, propanol og isopropanol): Virker proteindenaturerende. Anvendes som hånddesinfektion og huddesinfektion før injektion samt som overdesinfektion af operations- og instrumentborde.

Fenoler (f.eks. fenol): Ødelægger cytoplasmamembranen. Anvendes til forskellige utensilier og overflader. Må ikke bruges til huddesinfektion pga. toxisk effekt. Biguanider (f.eks. klorhexidin): Virker oxiderende på bakterier. Ingen effekt overfor virus. Fortrinligt middel til hånddesinfektion.

Kvarternære ammoniumforbindelser (f.eks. benzalkon og rodalon): Virker lipidopløsende men stort set kun på Gram-positive bakterier. Anvendelsen er derfor begrænset.
Særligt sterilisationsresistente bakterieslægter?
Slægterne Bacillus og Clostridium, idet de danner meget resistente sporer. Begge bakterieslægter dræbes dog ved autoklavering.
Metoder til ætiologisk diagnostik af bakteriel infektion?
Mikroskopi: Lys-, fasekontrast- eller mørkefeltsmikroskopi. Desuden anvendes immunofluorescensmikroskopi, hvor specifikt mærkede antistoffer tilsættes prøvematerialet. Dette er alle hurtigmetoder.
Dyrkning: Tidskrævende og ikke altid muligt.
ELISA-teknik: Specifikke antistoffer er bundet til enzymer, hvis aktivitet man måler, når antistoffet har bundet sig til antigenet.
Agglutinationsteknikken: Synlig udfældning af antigen-antistof-komplekser, hvor bakterien kan være antigenet.
Indirekte immunologiske metoder: Antistoffer i blod eller væskefaser mod bakterien påvises.
Påvisning af DNA eller RNA: F.eks. PCR.
Prøvetagning - Blod?
Blod til bloddyrkning tages i 4 kolber af 10 ml blod (2 til anaerob og 2 til aerob dyrkning). Der tages veneblod efter omhyggelig rengøring af huden 2 gange med jod eller sprit. Der inkuberes ved 37°C, og aflæsning sker dagligt i 7 dage.
Prøvetagning - Urin?
Opsamles i steril beholder som midtstråleurin efter aftørring omkring urethra med sterilt vand. Der foretages aerob dyrkning ved 37°C. Bakteriefund ≥ 105 pr. ml urin anses for signifikant bakteriuri. Resistensbestemmelse udføres for disse bakterier. Er antallet lavere regnes det sædvanligvis for forurening. Positivt svar afgives efter 2-3 dage, negativt efter 1-2 dage.
Prøvetagning - Svælgpodninger?
Tages med en podepind fra tonsillernes overflade. Dyrkning foretages på blodagarplade med henblik på påvisning af hæmolytiske streptokokker. Materialet inkuberes aerobt ved 37°C. Svar afgives efter 1-2 døgn.
Prøvetagning - Ekspektorat?
Kan med fordel opsamles om morgenen i en steril ekspektoratkop. Der vil altid ske en tilblanding med materiale fra mundhule og svælg. På laboratoriet foretages en mikroskopi af materialet, hvorved mængden af tilblandet svælgsekret bedømmes. Ved aerob dyrkning på forskellige medier ved 37°C kan bakterier isoleres, og svar gives efter 2-3dage.
Prøvetagning - Fæces?
Undersøges med henblik på påvisning af patogene tarmbakterier. Forskellige selektive medier anvendes for at undgå overvækst med normal tarmflora. Prøvematerialet udsås aerobt og mikroaerofilt samt undertiden anaerobt. Inkubation ved 37°C.
Prøvetagning - Abcesmateriale?
Bør opsamles og sendes til laboratoriet i form af aspirat og ikke på en podepind, idet sidstnævnte ikke kan anvendes til primær mikroskopi. Udsås aerobt og anaerobt ved 37°C på blod- og chokoladeagarmedier og besvares efter 2-3 døgn.
Prøvetagning - Spinalvæske?
Mindst 1 ml udtages i sterilt glas med skruelåg efter omhyggelig rengøring af huden 2 gange med jod eller sprit. Der udføres akut mikroskopi af methylenblåt og Gram-farvet præparat samt aerob og anaerob dyrkning ved 37°C. Evt. negativt svar gives efter 3 dage.
Opbevaring og transport af prøvemateriale?
Bloddyrkninger udtaget i bloddyrkningskolber skal straks anbringes i varmeskab ved 37°C indtil transporten til laboratoriet. Alle øvrige prøver anbringes i køleskab. Særligt labile bakterier (f.eks. N. gonorrhoae, Helicobacter og anaerobe bakterier) kan med fordel opbevares og transporteres i Stuarts transportmedium, som er ilt- og næringsfattigt, således at overvækst med andre bakterier undgås.
Definer patogenisitet og virulens.
Patogen betyder sygdomsfremkaldende (kvalitativ angivelse), mens virulens er en kvantitativ beskrivelse af en bestemt mikroorganismes evne til at fremkalde infektion, en sum af de enkelte virulensfaktorer. Bakterielle virulensfaktorer kan f.eks. være pili hos N. gonorrhoeae, der gør adhæsion til urinvejsepitelet lettere, eller produktion af vævsnedbrydende toxiner.
Definer endogen infektion.
Infektion forårsaget af bakterie tilhørende ens egen normalflora.
Definer exogen infektion.
Infektion forårsaget af en udefra kommende bakterie.
Vigtigste indgangsporte for infektiøse agentia?
Naturlige legemsåbninger, herunder øjne, luftveje, mave-tarmkanal, urinveje og kønsorganerne. Desuden er huden en vigtig indgangsport, men forudsætningen for bakterieadgang er her et brud på overfladen.
Definer smittekilde.
Det sidste sted, hvor bakterierne formerede sig, før de blev overført til mennesket.
Definer smittevej.
Den måde, hvorpå bakterien blev overført fra smittekilde til mennesket.
Redegør for "herd immunity".
Antallet af immune individer i en befolkning kan være af en størrelsesorden, så at en bestemt sygdom ikke vil kunne få et epidemisk forløb, fordi der er for ”langt” mellem de modtagelige individer, såkaldt ”herd immunity”. Dette kan f.eks. skyldes vaccination.
Beskriv forløbet af en akut invasiv infektion.
Første trin er adhæsion af bakterien vha. pili og kapsel til receptorer på værtens celler. Andet trin er invasion og multiplikation, som fremmes af bakterielle toxiner. Tredje trin er neutralisation og elimination. Lykkes dette ikke, vil mennesket dø eller få en kronisk infektion.
Angiv de vigtigste mekanismer, der kan medføre svigtende elimination af bakterier.
Adhæsion af bakterier til fremmedlegemer med samtidig biofilmdannelse. Biofilm er et tykt lag af polysaccharid, der dannes rundt om bakterierne.
Avaskulært væv: Forhindrer immunforsvar og antibiotika i at nå deres mål.
Intracellulært beliggende bakterier: Forhindrer også immunforsvar og antibiotika i at nå deres mål.
Svigtende cellemedieret immunitet: Afgørende for bekæmpelsen af infektioner med M. leprae.
Antigenefterligning: Medfører at organismen ikke opfatter bakterien som fremmed.
Antigenvariation: Gør det svært at mobilisere et specifikt immunrespons på et givet stimuli, idet det hele tiden ændrer sig (f.eks. ved mutationer).
Angiv karakteristiske bakterielle infektioner ved forskellige immundefekter.
Manglende milt: Disponerer til infektioner med kapsulate bakterier som S. pneumoniae og H. influenza.

Agammaglobulinæmi: Samme problem som ved manglende milt.

Manglende produktion af IgA: Disponerer til bakterielle infektioner i luftvejene.

Komplementdefekter: Kan give anledning til sepsis og meningitis med N. meningitidis.

B- og T-celle defekter: Giver anledning til alle slags bakterielle infektioner.

Granulocytopeni: Kan medføre en lang række infektioner med både Gram-positive og -negative bakterier.
Angiv de hyppigste former for nosokomielle infektioner.
Urinvejsinfektioner med E. coli, andre Enterobacteriaceae og Enterococcus ses hos ca. 6%. Postoperative sårinfektioner med S. aureus, S. epidermidis og Enterobacteriaceae ses hos ca. 3%. Luftvejsinfektioner med S. pneumoniae, P. aeruginosa og S. aureus ses hos ca. 1%. Hudinfektioner med S. aureus, S. epidermidis og Enterobacteriaceae ses hos ca. 1%.