Immunologi - Læreingsmål

Front 1

Gøre rede for forskelle på innat og adaptiv immunitet

Back 1

- Innat immunitet er hurtig og uden hukommelse. Er konstant fra gang til gang. Ikke specifikt genkender molekylære mønstre.
- Adaptiv immunitet er langsom og genererer hukommelse fra gang til gang, forbedres. Er variabel. Specifikt, genkender specifikke strukturer.

Front 2

Kunne navngive og have et overblik over funktionen af de forskellige Leukocytter - generelt

Back 2

Fordelingen mellem de forskellige typer leukocytter
Granulocytter totalt ca. 65%
Neutrofile granulocytter 54-62%
Basofile granulocytter under 1%
Eosinofile granulocytter 1-6%
Agranulocytter totalt ca. 35%
Lymfocytter 25-33%
Monocytter 2-10%
Alle leukocytter produceres ud fra stamceller i knoglemarven, og de fleste er ikke stand til at dele sig. Deres levetid er fra få timer til mange år.

Front 3

Lymfocytter - b-celler og t-celler

Back 3

Der er to forskellige slags lymfocytter: B-celler eller B-lymfocytter og T-celler eller T-lymfocytter.
- B-cellerne inddeles i Plasma B-celler og Hukommelses B-celler. Plasma-cellerne danner antistoffer mod virus og bakterier. Dog er der også nogle af dem der fungerer som hukommelsesceller, som vil sige at den ville kunne huske tidligere hændelser såsom infektioner og derefter handle hurtigere hvis den samme form for infektion skulle ramme en igen.
- T-cellerne er en type af hvide blodlegemer, der spiller en central rolle i immunsystemet. Forkortelsen T står for thymus, som er det organ, hvori deres endelige udvikling forekommer. Selvom der findes forskellige typer af T-celler med forskellige egenskaber, udtrykker de alle et receptormolekyle (TCR) på deres overflade, som er specifikt for T-cellerne. CD4+ Th eller T-hjælper cellerne aktiverer og regulerer T- og B-celler. T-cytotoksiske celler ødelægger virus-inficerede celler og kræft-celler. NK T-celler eller naturlige dræberceller ødelægger virus-inficerede celler og kræft-celler.

Front 4

Granulocytter - generelt

Back 4

Granulocytterne adskilles fra de øvrige leukocytter ved deres granulære cytoplasmiske udseende i et lysmikroskop.
Der er tre forskellige former for granulocytter: Neutrofile, basofile og eosinofile.

Front 5

Neutrofile granulocytter

Back 5

Neutrofile eller neutrophilocytter er hvide blodlegemer der kontrollerer kroppens reaktioner mod angreb fra forskellige mikroorganismer. Når et væv bliver beskadiget kommer de neutrofile celler og absorberer de beskadigede celler og bakterier, faktisk er døde neutrofile celler hovedbestanddelen af den hvidgullige væske fra betændt væv som kaldes for pus.

Front 6

Basofile granulocytter

Back 6

De mest sjældne af de hvide blodlegemer er de basofile granulocytter eller basofilocytter. De spiller en yderst nødvendig rolle ved allergiske reaktioner, ved at frigive stoffer der både holder årernes vægge rene og sørger for at blodkarene ikke stopper til.

Front 7

Eosinofile granulocytter

Back 7

Den tredje form for granulocytter er de eosinofile celler eller eosinofilocytterne. En eosinofil er et hvidt blodlegeme, som er en del af immunforsvaret, deres antal stiger kraftigt når kroppen oplever allergiske reaktioner mod f.eks. husstøvmider eller ved infektioner mod visse former for parasitter som fx orme.

Front 8

Monocytter

Back 8

Monocytter er kroppens "skraldemænd", og deres job er at optage og tilintetgøre fremmede mikroorganismer og udslidte/døde celler. Monocytter er aktive både i blodet og i andre væv. Ved infektion vil et større antal monocytter gå ud i vævet, hvor de differentieres til makrofager, i leveren til Kupffer-celler, der er i stand til at fagocytere og nedbryde de indtrængende mikroorganismer. Denne evne til at nedbryde mikroorganismer gør makrofagerne til en vigtig del af kroppens forsvar mod infektion. Monocytterne er blandt de første af immunsystemets celler, der opdager bakterier eller virus ved en begyndende infektion. De har derfor også til opgave at alarmerer de øvrige celler i immunsystemet, især lymfocytterne.

Front 9

Dendritceller

Back 9

Dendritceller er differentierede monocytter, hvis hovedfunktion er at præsentere antigener og aktiverer T-lymfocytterne. De kaldes også for APC eller AP-celler (antigen-presenting cells)

Front 10

Kende opbygningen af lymfesystemet

Back 10

Lymfesystemet er som et transportsystem, der samarbejder med kredsløbet i hele kroppen og er en vigtig del af immunforsvaret. Kredsløbet er opbygget som et lukket system, der består af arterier og vener. De store arterier fører blodet ud til kroppens organer og væv, hvor de forgrener sig i mindre kar (kapillærer). Disse samler sig atter i større kar (vener), som fører blodet tilbage til hjertet. Kapillærerne er gennemtrængelige, så der kan foregå en udveksling af nærings- og affaldsstoffer. Lymfesystemet har en lignende opbygning, men adskiller sig fra kredsløbet ved at være et envejssystem. Lymfesystemet begynder som små lymfekar i de yderste lag af kroppens væv, hvor de opsamler overskud af væske i vævet og transporterer den bort. Denne proteinrige vævsvæske kaldes lymfe og er næsten farveløs til forskel fra blodet. På sin vej fra de mindste lymfekar til udtømning i venesystemet passerer lymfen gennem flere hold lymfekirtler, hvor lymfen filtreres og koncentreres.

Front 11

Kende den skematiske opbygning af lymfeknude og milt

Back 11

Lymfeknuder er små affladede, bønneformede organer, der forekommer indskudt i forløbet af samlelymfekar. Lymfeknuder er sekundære lymfoide organ.
En lymfeknude er omgivet af en kapsel af tæt kollagent bindevæv, der sender trabekler ind i knuden. Talrige afferente (tilførende) lymfekar perforerer kapseln forskellige steder. På den ene kant ses en indkærvning, hilum, hvor kapseln er fortykket. Her fra afgår de efferente (fraførende) lymfekaren. Blodkaren går ind i hilum, og spreder sig derefter i lymfeknuden, via trabeklerne.

Lymfeknuder har også en inddelning i cortex og medulla.

Front 12

Lymfeknudens medulla

Back 12

Medulla er sammenhængnende med hilum, og er mere lyst end cortex. Medulla indholder mange lymfatiske sinus. De lymfatiske sinus løber som sagt ind i kapslen, og danner lige under denne en subkapsulær sinus. Fra denne fortsætter corticale sinus, der løber langs trabeklerne, og overgår til medullære sinus, når de når medulla. I hilum overgår de medullære karen i efferente lymfekar. Sinusvægen er beklædt med celler, der er en form af endothelceller, og der findes ikke nogle aflukkende komplexer. Dette medfør at lymfocytter og makrofager kan passere igenem karen, og kan derved filtrere lymfen.

Front 13

Lymfeknudens cortex

Back 13

Cortex deles op i:
-den ydre cortex, der indholder follikler – eller noduli, adskillt af diffust lymfoid væv.
Folliklerne kan være enten primære eller sekundære. En primær follikel er en ustimulered follikel, og består af ensartede celler. Når follikeln bliver stimuleret bliver den til en sekundær follikel, og bliver større og får en lys opklaring i midten, et germinal-center, der er omgivet af mørkere (cellerigere) lymfoid væv. På et sted i det omgivende lymfoide væv ses en fortykkelse der kaldes kalot. Lymfefolliklerne (både primære og sekundære) består af b-lymfocytter, og kaldes derfor den knoglemarvs-afhængige zone.
-den dybe cortex, der består af diffust lymfoid væv. I den dybe cortex findes t-lymfocytter, og kaldes derfor den thymus-afhængige zone.
Stromaet i en lymfeknude består af reticulumceller, der er bunde sammen med retikulære fibre (obs, findes ikke i thymus), og ind imellem maskerne i nettet findes lymfocytter (duuh), makrofager og interdigiterende celler. Disse celler kan ikke skelnes på almindelige preparat, uden der skal til imunhistokemiske metoder for at se dem, så vi behøver ikke lære at spotte dem.

Front 14

Milten

Back 14

Milten er et sekundært lymfoidt organ. Milten har en filtrerende funktion, lige som lymfeknuderne, men den filtrerer blodet isteden for lymfen.
Milten er omgivet af en kapsel af tæt kollagent bindevæv, hvor der findes enkelte glatte muskelceller. Fra kapseln strækker sig trabekler af tæt bindevæv ind i parenchymet.
• Milten modtager arterielt blod med a. lienalis (splenica), der løber ind i hilum. Her forgrener den sig flere grene; rami lienales. Disse forgrener sig i trabekelarterier, der løber i trabeklerne. Herfra fortsætter arterierne i den hvide pulpa, og betegnes nu centralarterier (og er egentlig arterioler). Centralarterien løber ind i den røde pulpa i miltsinusoider. Disse tømmer sig i pulpavener, der går over i trabeklerne som trabekelvener. Ved hilum danner disse v. lienalis, der fører til levern. Imellem centralarterierne og pulpavenerne har blodet to forløbsmåder: -åben cirkulation, er hvor blodet løber direkte i den røde pulpa -lukket cirkulation, er hvor blodet fortsætter i arterielle kapillærer. Parenchymet i milten benævns pulpa, og der skelnes mellem to typer:

Front 15

Milten - hvid pulpa

Back 15

Hvid pulpa. Den hvide pulpa består af lymfoid væv, der omgiver de arterielle kar (centralarterier), og benvæns periarterielle lymfoide skeder (PALS), og svarer til adventitia hos alm. blodkar. Ligesom i lymfeknuderne består stromaet af reticulumceller og retikulære fibre, og ind imellem finder man lymfocytter, makrofager og interdigiterende dendrittiske celler. Cellerne i PALS består af overvejende t-lymfocytter. Op ad de lymfoide skeder findes lymfefollikler. Man kan se disse makroskopiskt som gråhvide områder. Lymfefolliklerne er enten af primær og sekundær natur, og indholder overvejende b-lymfocytter. Den yderste grense af PALS benævns marginalzone.

Front 16

Milten - rød pulpa

Back 16

Rød pulpa. Hoveddelen af milten består af rød pulpa. Den består af sinusoider, adskilt af miltstrenge. Milstrengene består af reticulumceller og retikulære fibre, i hvis masker alle blodets formede elementer forekommer, samt makrofager og plasmaceller. Miltsinusoiderne kan opfattes som en form for kapillær med stor diameter (ca 50 µm i forhold til alm. kap.; ca 10 µm). De består af endothelceller, der stort set mangler kontaktkomplexer, og derfor passerer blodkomponenter let igenem.

Front 17

Beskrive egenskaber ved immunforsvarets fysiologiske barrierer (hud, slimhinde)

Back 17

Huden virker som barriere ved den cellulære opbygning, hvor cellerne ligger tæt (tight juncktions) Derudover er hudens pH relativt lav, da sved og taglkirtler afsondrer mælkesyre.
Slimhinderne producerer mucus, der indeholder mukopolysaccarider, hvilket vanskeliggør mikroorganismers adgang til celleoverfladerne.
Cilier i luftvejene hjælper til med at transportere mikroorganismerne tilbage til mundhulen, hvor de med spyttet bliver sunket og transporteret ned i maven, hvor de møder mavesyren, der dræber dem.
Enzymer i tårevæsken virker også som barriere, ligesom tarmens normale bakterieflora udkonkurrerer de skadelige bakterier.
Urogenitalsystemet ved ekskretion af urin + sur pH.

Front 18

Nævne de tre typer af molekyler i de humorale innate immunforsvar og deres overordnede funktion.

Back 18

- Komplement: genkender, antibody complexes, MBL complexes (mannose bindende lektin),
skader på epithelet.
- Antimicrobial Enzymer: Lysozymer nedbryder peptidoglycanlaget, og cellen dør pga. den
ikke kan styre pga sit osmotiske tryk
- Antimicrobial peptider: Defensiner (laver huller I membrane på bakterien), Pentraxins
(akutfase protein som inhibere eller mediatorer for inflamation), collectins (MBL)

Front 19

Beskrive hvorledes defensinerne virker og hvor de produceres.

Back 19

Består af alfa og beta. Alfa produceres overvejende i de neutrofile granulocytter eller panethceller. Beta produceres hovedsageligt af epitelceller, men mange celletyper kan producere dem.
Består af meget basiske peptider, der indeholder både hydrofobe og hydrofile områder, der sætter dem i stand til at gennemtrænge mikrobielle membraner og ødelegge membranstrukturen.

Front 20

Angive hvilke celler, der indgår i det innate immunforsvar, hvor de fortrinsvis befinder sig, og hvilke egenskaber de benytter sig af.

Back 20

Mastceller: Sidder i de mucøse membran og bindevæv. De indeholder histamin, heparin,
kemokiner og cytokiner. Rekruttere neutrophile and macrofager.
Makrofager: Sidder i væv og organer. Fagocytere og dræber mikroorganismer, og udskiller
kemokiner. Aktivere T-celler, da de også fungere som antigen præsenterende celler.
Dendrit celler: Befinder sig i væv, primært hud og slimhinder. De er antigen
præsenterende, og forbindelsen mellem det innate og det adaptive system.
NK-celler: Dræber virusinficeret celler, og celler som ikke udtrykker nok MHC på
overfladen. Og findes kun i det innate.
Neutrofile: Findes i blodet, og kommer ud i vævet med inflamation. Fagocytere og dræber
mikroorganismer, indeholder granula med toxiner der dræber eller inhibere
bakterie/svampe.
Eosinofil: Findes i blodet, og kommer ud i vævet med inflamation. Frigiver granula med
toxiner, og dræber coated parasitter og bakterier. Er ansvarlige for vævskader ved allergi.
Basofil: Findes i blodet, og kommer ud i vævet med inflamation. Frigiver histamin.

Front 21

NK-celler

Back 21

• NK-celler: Udgør ca. 12% af lymfocytterne i det humane blod. Større celler end T og B. Mere cytoplasma og store granula. Bærer hverken T og B cellereceptorer eller anden antigenspecifik receptor. Kan dræbe forskellige typer af tumorceller og virusinficerede celler uden at organismen nogensinde er blevet præsenteret for dem. Bærer NKG2D og andre receptorer for overflademolekyler. Bærer også CD16 som kan binde antistoffer af IgG-klassen. Såfremt NK-cellen detekterer MHC I på overfladen af en celle, gives et inhiberende signal til NK-cellen, der så undlader at dræbe cellen. Det er summen af positive og negative signaler, der bestemmer om en målcelle skal dræbes. S. 77.

Front 22

Neutrofile granulocytter - funktion

Back 22

Neutrofile granulocytter: Udgør størstedelen af de hvide blodlegemer. Multilappede kerner, mange granula. Modnes i knoglemarven og går videre ud i vævene. Effektive til at fagocyttere og hurtige til at reagere. Er det først rekrutterede cellulære forsvar mod en inficerende organisme. Kan også udskille toksiske stoffer og dræbe mikroorganismer ad den vej i stedet for at fagocyttere dem. S.81 + 82 (billede 4.4a+b)

Front 23

Eosinofil granulocytter - funktion

Back 23

Eusinofile granulocytter: Tilnærmet rund celle med tolappet kerne og eosinbindende granula. Findes i blodet. Antallet stiger kraftigt under paracitinfektioner. Er fagocytter men mere væsentlige i kraft af deres evne til eksocytose – vigtige i forsvaret mod paresitter og stoffer der er antagonister til flere af mastcellernes produkter. S. 81 + 81 (billede 4.4c+d)

Front 24

Basofile granulocytter - funktion

Back 24

Basofile granulocytter: Runde i facon, granula farves kraftigt i Giemsa. Findes i blodet (0,5% af hvide blodlegemer). Fagocyterer ikke, er ikke cytotoksiske. Inducerer inflammation og regulerer andre leukocytters aktiviteter ved at degranulere og producere en række forskellige stoffer til stimulering. Især involveret i antipatasitisk immunitet og allergiske reaktioner. S 81 + 82 (billede 4.4 e+f)

Front 25

Mastceller - funktion

Back 25

Mastceller: Ligner basofile granulocytter, men med flere og mindre granula. Mere uregelmæssige i facon. Findes i vævet – ikke i blodet. Når cellen stimuleres, degranulerer den (frigiver oplagrede stoffer fra granula) fx histamin, serotonin og kemotaktiske faktorer. Derudover påbegynder den en sekretion af nyproducerede stoffer som leukotriner, prostaglandiner, platelet activating factor og bradykinin.

Front 26

Dendritceller - funktíon

Back 26

Dendritceller: S 83
Af myeloid oprindelse. Findes i vævene, blodet og lymfesystemet. Størst koncentration i de sekundære lymfoide organer. Kan fagocytere, men har størst betydning i forhold til deres evne til at præsentere antigen for T-celler og påvirke disse til videre differentiering. Aktiverer hvilende *(ustimulerede) T-celler. Bindeled mellem det innate og det adaptive immunsystem. Præcenterer MHC I og II molekyler på overfladen og bærer et stort antal møndstergenkendende receptorer (C-type-lectiner) der benyttes til at opt9age antigener. Bærer også mange TLR. Spejdere for immunsystemet, der ved fremmede antigeners indtrængen bevæger sig til lymfeknudernes T-celleområder medbringende disse antigener. Her aktivere de T-cellerne.
Består af forskellige typer – langerhanske celler, interstitielle dendritiske celler, slørceller, interdigiterende celler og plasmacytoide dentritiske celler.
I blodet to hovedtyper – myeloide dendritiske celler og plasmacytoide dendritiske celler.

Front 27

Langerhanske celler - funktion

Back 27

Langerhanske celler: Findes i epidermis. Rige på MHC II molekyler. Optager antigener, der indtroduceres i huden. Stor betydning ved eksemer, der opstår som følge af kontakthypersensibilitet og ved huntransplantater, hvor de kan forårsage afstødning af transplantatet. S. 85.

Front 28

Slørceller - funktion

Back 28

Slørceller: Findes i den afferente lymfe (den der løber mod lymfeknuderne). Ligner slørlameller. Har mange MHC II molekyler + prominente antigenpræsenterende egenskaber. Transporterer antigener fra perifere organger til lymfeknuderne. S 86.

Front 29

Interdigiterende celler - funktion

Back 29

Interdigiterende celler: Findes i lymfoidt væv, hvor T-celler dominerer. Betydelig del af den totale antigenpræsentation til T-cellerne.

Front 30

Plasmacytoide celler - funktion

Back 30

Plasmacytoide dendritiske celler: Dendritcelle, der er på et bestemt differentieringstrin. Ligner lidt plasmaceller. Forekommer i ringe antal i knoglemarv, blod og milt. Når stimuleres produceres store mængder IFN-alfa og IFN-beta. Udtrykker C-type-cytokinet CD303.

Front 31

Monocytter, mononukleære celler - funktion

Back 31

Monocytter: Større end lymfocytter. Moderat cytoplasma/kerneration. Nyreformet kerne. Svagt azurofile granula. Fagocyterer og nedbryder invaderende mikroorganismer, immunkomplekser m.m. Producerer cytokiner. Præsenterer processerede dele af de nedbrudte antigener på MHC II-molekyler til T-celler. Forlader blodet og slår sig ned i vævet/organerne (lunger, lever, milt, lymfer epitel m.m., hvor de fleste differentierer sig til makrofager. Nogle udvikler sig til dendritiske celler.
Syntetiserer flere vigtige proteiner.
Findes i stort resovior i milten – de fleste er her. S. 78.

Front 32

Makrofager, mononukleære celler - funktion

Back 32

Makrofager: Store celler ofte med cytoplasmiske udløbere. Veludviklet ER og golgi + mange lysosomer. Er altædende (bakterier, parasitter, virus, svampe, tumorceller og opløselige mikrobielle komponenter. Lang levetid – dør ikke efter fagocytose som granulocytter. Kan dele sig i nogle væv. Vigtige antigenpræsenterende celler. Syntetiserer mange komplamentfaktorer + elastase, kollagenase, plasminogenaktivator og andre makromolekyler (fibrinogen og fibronektin) der bruges til reparation af beskadiget væv. S. 79.

Front 33

• Angive typer af pattern recognition receptors (PRRs) , med eksempler på, hvordan de binder, deres specificitet (hvad de binder) og konsekvensen af bindingen.

Back 33

Kulhydratreceptor
Toll-like receptorer
Scavenger receptorer (Affalds) SR

Front 34

Kulhydratreceptorer - beskriv

Back 34

Kulhydratreceptor: fx makrofagers mannosereceptor – det kulhydratbindende domæne binder til sukkerenheder på en måde, der er afhængig af Ca2+-ioner. Binder også til fukose og galactoseholdige sakkarider, hvilket gør receptoren i stand til at genkende en bred vifte af polusakkarider og glykoproteinbærende bakterier, svampe, parasitter og virus.
ENDO-180 og DECTIN-1 er også kulhydratbindende receptorer. S. 33.

Front 35

Toll-like receptorer - beskriv

Back 35

Toll-like receptorer: Binding til proteiner af Toll-familien ( 10 medlemmer) giver genkendelse af et vidtrækkende spektrum af mikrobielle struptyrer bl.a. bakterielt lipopolysakkarid (LPS), bakterielle cellevægskomponenter, zymosan fra gærceller og bakterielt DNA. Binder mellem TLR og de tilsvarende mikrobielle mønstergrupper ved ionbinding og andre ikke kovalente kræfter. Findes i stort set alle immunceller. S. 38.

Front 36

Scavenger receptorer - beskriv

Back 36

Scavenger receptorer (Affalds) SR: Stor familie af strukturelt forskellige proteiner, hvis fælles evne til at binde kemisk modificerede elementer blandt kroppens egne molekyler og derved medvirke til deres fjernelse fra organismen. Fx SR-A, MARCO og CD36.
SR-A – indeholder et cysteinrigt domæne, der genkender den lipoide A-del af LPS på gramnegative bakterier m.m.
MARCO – ligner SR-A. Binder LPS og intakte gremnegative og positive bakterier.
CD36: Genkender lipoteichoinsyre og mikrobielle diacylglycerider. Fungerer både som fagocytisk receptor på egen hånd og som supplerende signalmolekyle for TLR2/6-aktivering. S. 39.

Front 37

• Angive hvilke roller cytokinerne IL-1, IL-6 og TNF- har.

Back 37

Alle tre cytokiner har systemisk virkning og er de vigtigste af kroppens pyrogener. De er de helt centrale cytokiner i den inflammatoriske proces.

Front 38

IL-1beta - generelt

Back 38

IL-1beta: Produceres af flere celler primært monocytter og makrofager. Produceres ved mange akutte og kroniske inflammatoriske tilstande. Kræver 2 signaler for produktion. IL-1beta er et meget pleiotropt cytokin. Bidrager til udvikling af Th17 og Th2 celler. S. 217.

Front 39

TNF-alfa - generelt

Back 39

TNF-alfa: Aktiverer T-celler, B-celler, makrofager, neutrofile granulocytter og endotelceller. Opregulerer ekspression af adhæsionsmolekyler og er vigtige i bekæmpelsen af en række bakterier. Medierer apoptose og cytolysis af visse typer tumorceller. Produceres af en lang række af innumsystemets celler, men også af nogle ikkeimmunceller. Opmagasineres i mastceller. Består af et transmembrant protein, der danner homotirmerer. S. 220.

Front 40

IL-6 - generelt

Back 40

IL-6: Er en homodimer. Produceres af monocytter/makrofager, endothelceller, fibroblaster, adipocytter m.fl. Virker som respons på mikrobieller produkter og andre cytokiner. Produceres også af muskelceller under fysisk arbejde. Stimulerer B-celler og Th- og Tc-celler til differentiering og proliferation. Inducerer feber. Stimulerer leverens syntese af akutfaseproteiner. Har antiinflammatoriske effekter. S. 221.

Front 41

• Definere kemokiner og hvordan de påvirker celler , fx neutrofilers migrering.

Back 41

Stoffer der virker tiltrækkende på celler, så cellerne vil migrere hen imod stigende koncentration af kemokinet = kemotaksi.
Indeholder i deres aminosyresekvens et område på to eller flere cysteiner. Vigtige i forhold til at guide immunsystemets celler rundt i kroppen. Væsentlig kemoattraktant for neutrofile granulocytter og en af de vigtigste mediatorer af det inflemmatoriske respons. S. 223.
IL-8 virker især tiltrækkende på neutrofile granulocytter. S. 103.

Front 42

• Forklare begrebet akutfaseproteiner, hvornår og hvor akutfaseproteiner produceres, og hvad deres funktion er.

Back 42

Akutfaseproteiner er en gruppe plasmaproteiner, der forøges i koncentrationen (positive akutfaseproteiner) eller formindskes i koncentration (negative akutfaseproteiner) som følge af en inflammation (betændelsestilstand), der også kaldes akutfaseresponse. Som svar på en påvirkning (f.eks. en skade) udskiller de lokale betændelsesceller neutrofile granulocyter og makrofager nogle cytokiner ind i blodet, mest bemærkelsesværdige er interleukinerne IL-1, IL-6 og IL-8, and TNF-α. Leveren responderer med at producere et stort antal ”akutfasereaktanter”, samtidig med at produktionen af andre proteiner nedsættes..
Negative: Negative akutfaseproteiners concentration falder under inflammation. Eksempler er albumin,[3] transferrin,[3] transthyretin,[3] det retinol-bindende protein, antithrombin og transcortin.
Den fysiologiske betydning af faldet af disse proteiners koncentration er at det sparer aminosyrere til produktionen af de positive akutfaseproteiner.
Klinisk betydning: Måling af akutfaseproteiner, især C-reaktivt protein, er en nyttig inflammationsmarkør og korrelerer med erytrocyt-sedimentations-rate (ESR).
Ud over at være potentielle sygdomsmarkører for cancerformer, er det blevet postuleret at akutfaseproteinerne kan spille en rolle i tumorgenesen. S. 110.

S. 111 – god oversigt over frigivne cytokiner fra makrofag under inflammation.

Front 43

Positive akutfaseproteiner

Back 43

Positive: De positive akutfaseproteiner spiller forskellige fysiologiske roller for immunsystemet. Nogle ødelægger mikrober eller hæmmer deres vækst, som C-reaktivt protein eller CRP, det mannose-bindende protein (MBP) også kaldet det mannan-bindende lectin, MBL,[1], komplementfaktorer, ferritin, hepcidin,[2], ceruloplasmin, serum amyloid P, en:serum amyloid A, haptoglobin, fibrinogen, prothrombin, factor VIII og von Willebrand factor.
Andre giver et negativt feedback på inflammationssvaret, f.eks. serpinerne antitrypsin og antichymotrypsin.
Makroglobulin og koagulationsfaktorerne regulerer blodets koagulation, hovedsageligt ved at stimulere det, eller ved at stimulere det innate immunsystem eller ved at øge den vaskulære permeabilitet og fungere som kemotaktiske stoffer for fagocyter. Plasminogen virker ved at plasmin nedbryder blodpropper. Orosomucoids rolle i akutfasesvaret er uklar (også benævnt ORM, alpha-1-acid glycoprotein, AGP eller AAG).

Front 44

Negative akutfase proteiner

Back 44

Negative: Negative akutfaseproteiners concentration falder under inflammation. Eksempler er albumin,[3] transferrin,[3] transthyretin,[3] det retinol-bindende protein, antithrombin og transcortin.
Den fysiologiske betydning af faldet af disse proteiners koncentration er at det sparer aminosyrere til produktionen af de positive akutfaseproteiner.
Klinisk betydning: Måling af akutfaseproteiner, især C-reaktivt protein, er en nyttig inflammationsmarkør og korrelerer med erytrocyt-sedimentations-rate (ESR).
Ud over at være potentielle sygdomsmarkører for cancerformer, er det blevet postuleret at akutfaseproteinerne kan spille en rolle i tumorgenesen. S. 110.

Front 45

Beskrive rollen af interferon- og – , og NK-cellers rolle i immunforsvaret mod virusinfektioner.

Back 45

Inferferonerne alfa og beta stimulerer NK-cellerne(øger deres evne til at dræbe virus med op til 100 gange) samt hæmmer replikationen af virus i den inficerede celle. NK-cellerne reagerer hurtigt = hurtig angreb mod virusinficerede celler hvilket forhindrer virus i at replicere sig. S. 29.

Front 46

Gøre rede for opbygningen af BCR og TCR

Back 46

Der findes to slags TCR. Alfabeta og gammadelta. Består af to polypeptidkæder, der indeholder variable og konstante domæner. Kæderne er bundet til hinanden via en disulfidbro. Indeholder ligeledes hypervariable områder, der skaber receptorens bindingssted for antigen/MHC-kompleks. S. 122.
BCR består af membranbundne immunglobulinmolekyler på b-cellens overflade.

Front 47

Forstå klon selektions hypotesen

Back 47

Klonal selektions hypotesen siger at specifikke immun receptorer (BcR og TcR) er
distribueret klonalt (dvs hver celle sin receptor specificitet). Tilsammen dækker de hele det
immunologiske repertoire. Ved at kontrollere disse kloner, kontrollerer man immunsystemets
specificitet og reaktivitet.
Ved at selektere og aktivere (eller deselektere / inaktivere) bestemte celler, herunder også
memory celler, så kan man regulere immunsystemets specificitet, reaktivitet og hukommelse.

Front 48

Kende MHC Klasse I og MHC Klasse II molekyler

Back 48

MHC komplekset udgøres af omtrent 7⋅10
6. bp. Generne for α- og β-kæderne i MHCII er indeholdt i komplekset medens
generne for β2-microglobulin og den invariante kæde findes på separate kromosomer.
Der findes tre klasser af MHCI α-kæder; HLA-A,B,C og der er ligeledes 3 par af MHCII α- og β-kæde gener; HLA-DR,DP,DQ. Der findes i mange haplotyper et ekstra β-kæde gen i HLA-DR, som kan parres med HLA-DR α-kæden.
Den særlige kombination af MHC alleler på et kromosom kaldes for MHC haplotypen eller vævstypen.
Herudover findes der i MHC komplekset gener for TAP (transporteren), proteasomet (LMP-genet) for tapasin samt DM
gener, hvis produkters funktion er at katalysere peptidbinding til MHCII . Herudover findes et væld af andre gener, som
har betydning i immunresponset.
Transkription af MHCkompleks gener stimuleres af IFN-α og β, samt IFN-γ der aktiverer CIITA (MHC class II
transactivator).
MHC klasse I består af α1-3-kæder samt β2-microglobulin. Den største variabilitet i aminosyresekvenser ses svarende til
α1 og 2-kæderne som har kontakt med antigenet.
MHC klasse II består af α1-2 - og β1-2 -kæder, og den største variabilitet ses i α1 - og β1 -kæderne.

Front 49

Have overblik over hvordan T og B celler aktiveres

Back 49

Aktivering af T og B-celler sker i sekundært lymfoidt væv. Dendritceller optager antigen og præsenterer det for T-celler ved hjælp af MHC-molekyle.
B-celler kræver hjælp fra T-celler for aktivering.

Front 50

T-celle aktivering

Back 50

Patogenet bliver præsenteret af en APC celle på MHC2 og MHC1, i det sekundærer væv f.eks.
en lymfeknude, for en T-celle. CD4-cellen bliver aktiveret, som videre aktivere naive B-celler
som spytter antistoffer ud (oponisere). Antistofferne og de aktiveret T-celler vandre ud til det
inflameret område. CD8 cellen bliver aktiveret til en cytotoxisk T-celle

Front 51

B-celle aktivering

Back 51

En naiv B-celle skal aktiveres 1. gang af en T-celle, fremover kan de selv genkende det specifikke
patogen. B-celler kan enten blive til plasmaceller som sender antistoffer ud, eller en memory celle,
som kan genkende patogenet fremover, så den kan producere antistoffer med det samme.

Front 52

Variabilitet af de antigen bindende steder på antistof molekylet

Back 52

CDR afgør variabiliteten. CDR = complementær derterming regions, det er loopsne (CDR)
på antistoffet der bestemmer bindingssitet og variabiliteten. Der er 3 hypervariable
regioner, i hvert variabelt domaine (på armen).
13
Sker via hyper mutation (kroppens måde at fremstille ens isotype (Ig) med forskellige
bindingsite). De laver ikke isotypisk switching (IgM,IgA,IgG ).

Front 53

Monoklonale antistoffer

Back 53

Antistoffer der er produceret af én bestem B-lymfocyt, og som derfor alle er identiske i
struktur og antistof specificitet.

Front 54

Princippet bag generering af BCR diversitet

Back 54

Helt overordnet går det ud på, at man skal have lavet en funktionel variabel region på immunoglobulinet.
Gen re-arrangement sker i udviklende B-celler. Man har interesse i at have et bredt udvalg af BCR-receptorer. Immunoglobuliner er organisteret anderledes, for at de aktiveres skal de re-arrangeres. Der er
adskillige segmenter der koder for feks. V- regioner. Først sker der en Heavy-chain re-arrangement af D-J
(tidlig pro-B-celle) og V-DJ (sen pro-B-celle). I pre-B-cellen sker der light chain re-arrangement, hvor kapa og
lamda arrangeres.

Front 55

Forstå hvordan TCR diversitet genereres

Back 55

Helt overordnet går det ud på, at man skal have lavet en T-celle receptor kæde, som kan binde
antigener. Princippet er det samme som i gen re-arrangering i B celler (kap 4)
Re-arrangering sker først i thymus. Hvis re-arrangering af alfa-kæden sker, er der en større chance
for at det er en succes. TCR skal ikke gen re-arrangeres efter antigenbindingen, og har ikke brug for
at kunne udvikle højere affinitet, som B-cellen har pga. dets funktioner. Mangel på TCR re-arranegring, medføre mangel på T-lymfocytter.

Front 56

Kende den skematiske struktur af TCR og CD3 komplekset

Back 56

TCR kan ikke fungere uden CD3 – CD3 dannes før TCR. CD3 komplekset består af 4 peptider
(membranproteiner). TCR har kun ret få aminosyrer (ca. 5) i den cytoplasmiske del af polypeptiden – der er
altså ikke særlig meget der ”stikker” ud af cellen, og dette er nok til at formidle signal ind til cellens kerne,
16
når et TCR signal bliver stimuleret af antigener og MHC. Det er zeta der formidler signalet videre ind i cellen
(det er et cytoplasmisk peptid).

Front 57

Kende den skematiske struktur af MHC Klasse I og MHC Klasse II

Back 57

Se billede

Front 58

Forstå MHC Klasse I og MHC Klasse II molekylernes betydning for T celle aktivering

Back 58

Uden MHC molekyler kan T-celler ikke aktiveres, da MHC fremviser et stykke af antigenet’s peptid.

Front 59

Forstå hvorledes MHC Klasse I og MHC Klasse II molekyler præsenterer antigen

Back 59

Front 60

Gøre rede for begrebet MHC polymorfisme - generelt

Back 60

Hvert individ har forskellige MHC, pga. de forskellige gener som koder for MHC i indvidet. Der er
alpha og beta der kodes for og ikke beta 2 –mikroglobulin. Polymorfi = variation. Normalt har man
6 stk forskellige, hvis man er indavlet har man 3 stk. præsentere peptider.

Front 61

Gøre rede for begrebet MHC polymorfisme - detaljeret

Back 61

Der findes flere alleler for MHC molekyler i en population. Der findes 3 alleler på det maternelle og
3 aleller på de paternelle på MHC1(HLA-A, B, C) – man kan altså danne 6 MHC1 typer. Det der
varierer er alfa 1 alfa 2 og alfa 3. Beta2M er konstant. Hvert individ har forskellige MHC, pga. de
forskellige aller som koder for MHC i indvidet. Polymorfi = variation.
I MHC2 findes der også 6 forskellige.
HLA: fra gen til protein et helt almindeligt molekyle. Det der er særligt er, at de er polymorfe, og
der er derfor næsten ikke nogen, der har de samme kombinationer. Hvilken del af patogenet man
præsenterer på et MHC molekyler er forskelligt. Man ”ser” ikke den samme del af patogenet
derfor er det forskelligt, hvordan man bliver syg

Front 62

Beskrive de overordnede trin i B-cellernes modning

Back 62

Hvor:
Dannes i knoglemarven, og modnes videre i lymfeknuderne (sekundært væv).
stromacellernes rolle:
tiltrækker via adhesion, og stimulere (growth factor) B-celler i de tidlige
stadier.
I hvilket stadie der udtrykkes hhv. heavy og light chain: Den første kæde der dannes er heavy,
og den udtrykkes i pro B-celle. Light chain udtrykkes i Pre-B celle fasen.
hvor, hvornår og hvordan negativ selektion af B-celler finder sted:
Negativ selektion begynder i knoglemarven og fortsætter når den naive B-celle går mod det
lymfoidevæv. Er 2. fase af udviklingen. Man tester at dens receptorer ikke reagere med kroppens
egne celler. Hvis den ikke går igennem selectionen kan ske følgende; ændring, elimenering eller
anergic B-celle (kan godt leve 1-5 dage i blodbanen).
Forklare begrebet ’receptor-editing’: Hvis B-cellen fejler i negativ selektion, kan cellen prøve med
et andet J segment, for at se om den kan overleve, inden den bliver apoptisisk.

Front 63

Beskrive de overordnede trin i T-cellers modning

Back 63

Hvor: Dannes i knoglemarven til en T precursor celle og modnes i thymus til modne T-celler. I
thymus filtreres T-cellerne igennem netværket, hvorefter de får signal om hvad de skal. modnes
eller ikke modnes. Når de er modnet sendes de videre ud til det sekundærer lymfoide væv, hvor
de bliver aktiveret.
Hvornår og hvordan hhv. positv og negativ selektion forekommer:
19
Positiv selektion: Sker i cortex af thymus. Sker først, mens de er dobbelt positive. Hvis MHC
(dendritcellen) og TCR (T-cellen) har en svag binding, så under gå T-cellen apoptose. Har de
derimod en moderat til stærk binding, så overlever T-cellen.
Negativ selektion: Tjekker at THC ikke binder for hurtigt og for kraftigt til MHC. Ved for kraftig
binding undergår cellen apoptose, ced moderat overlever den.
forskelle på og  celler: Gamma/delta modner direkte, og forlader thymus og ud i det perifere
væv, den udvikler sig ikke til en CD8 eller CD4. Hvis det først er en beta kæde der sættes på (pre-TCR), sættes derefter en alpha kæde på, og der differenteres til CD8 eller CD4 celle.
hvornår CD4 og CD8 udtrykkes: På samme celle udtrykkes de i den dobbelt positive celle. Sker
thymus.
hvordan den endelige phenotype (CD4/CD8) bestemmes. Den MHC (1 eller 2) bliver cellen til.
Forklare rollen af thymiske epitelceller og makrofager i T-cellemodningen. Thymiske
epithelceller har en notch ligand, som binder til en notch1 på thymocytten. De klippes over af en
protease, og notch1 translokaliseres til kernen, hvor det starter expressionen af gener der er
vigtige for T-CELLE modning, og den fjerne undertrykkende transkriptions faktorer, og tilkalder co-aktiverende transkriptions faktorer.
Makrofager fjerne rester fra apoptiske celler, som er fravalgt ved negativ/positiv selektion.

Front 64

Forstå og forklare aktivering af naive T celler i lymfoidtvæv

Back 64

T celle aktivering er det første trin i det adaptive immunsystem. T celler aktiveres af APC
(antigen presentation cells) i sekundært lymfevæv. Den naive T celle aktiveres altid i
sekundært lymfoidt vævt.
1. aktivering:
Aktiveringen betyder at T cellen udvikles til en effektor eller en memory celle. Der er behov
for co-stimuli. Den primærer stimuli er når TCR binder sig til MHC 2, TCR har en co-receptor der hedder CD4/CD8. Den skal møde en prof. Antigen præcenterende celle, B7 (fra
dendritcelle) binder til CD28 på den naive T-celle, det er co-stimulatorisk. Når de to stimuli
går sammen aktiveres T-cellen.

Front 65

APC aktivering og transport til lymfoidtvæv

Back 65

Ude i det perifære væv ligger der dendritceller. Dendritcellerne optager antigener i vævet
ved infektion, og går via lymfedrænage til næmeste drænende lymfeknuden, hvor den kan
aktiverer T cellerne, som ligger i germaline centre. Under denne proces sker der en række
ændringer i Dendritcellens morfologi, funktion og overflade molekyler. Dendritcellerne der
ligger fast i vævet har egenskaber der kan fange, optage og præsentere antigenet. Alle de
egenskaber (optage) mister de når de bevæger sig mod lymfen. I stedet udvikler de
egenskaber, de ændre form så T-celler bedre kan binde sig, og blive aktiveret T-celler i
lymfeknuden. Dendritcellerne kaldes inaktive, når de ligger ude i vævet og aktive eller
modne når de er i lymfevævet. Dendrit cellerne har mange receptorer for patogener, bla.
Toll like receptorere (s 213). Figur over måder dendritcellen optager på side 215 i bog.
Ud over dendrit cellen er makrofager og B celler også APC’er. Makrofager opfanger
bakterier, mens B celler præsenterer mikrobiale toxiner for T cellerne. Det er dog næsten
altid dendrit celler der aktiverer T cellerne.
Dendrit celler aktiveres af forskellige mediatorer: